Postgården
Storgade 25
4180 Sorø
Tlf. 57 83 22 22
Midt på Storgade i Sorø har ’Postgaarden’ i mere end 300 år budt gæster på både mad og ly for natten. Restauranten har i de senere år haft en omskiftelig tilværelse med flere forskellige forpagtere. Efter en nænsom restaurering er Postgården nu klar til en ny epoke.
Restauranten drives nu efter en efter danske forhold nyskabende vision: Familier skal have mulighed for at gå på restaurant lidt oftere, så vi herhjemme kan få skabt den stemning, som man kender fra Sydeuropa, hvor man gerne går ud at spise med hele familien på en almindelig hverdagsaften. Dette indebærer god mad og hurtig betjening til en pris, hvor alle kan være med.
Udover Postgårdens klassiske sortiment tilbyder køkkenchef Kasper Henriksens en fastlagt menu, hvorfra man kan vælge 2,3 eller 4 retter. Menuen varieres naturligvis efter sæsonens råvarer. Frokostmenuen består helt klassisk af bl.a. sild og pariserbøf, og en ’business lunch’ kan nydes samtidig med gratis trådløst netværk.
Hotel Postgaarden er indrettet med selskabslokaler i flere størrelser, der kan danne ramme for fester op til 150 gæster. Personalet er med til at arrangere og betjene mere end 100 selskaber om året.