Krebshuset
Ringstedvej 87
4180 Sorø
Tlf. 57 82 01 81
Man møder Krebshuset lige før Sorø, når man kommer fra Ringsted. Krebshuset er en klassisk landevejskro, der kan spore sin historie tilbage til starten af 1700-tallet. Placeringen på hovedvejen har gennem tiden givet kroen mange kunder, herunder kongelige. Diligencen, der dækkede strækningen fra slutningen af 1700-tallet, stoppede ved Krebshuset om vinteren, når det ikke var muligt at nå hele vejen fra København til Korsør på en dag.
Det oprindelige Krebshus lå syd for landevejen, og i 1924 blev den nuværende gule bygning etableret nord for landevejen. Med tiden er kroen renoveret og ekspanderet flere gange og tilbyder fortsat sine gæster et måltid mad og ly for natten.
Søndagsfrokosten består af en stor buffet. Take away-menuen omfatter klassiske kroretter som fiskefilet, mørbradgryde, hakkebøf og stjerneskud.
Krebshuset er et yndet udflugtsmål for turistbusser. Køkkenet tilbyder en stegeret samt forret eller dessert til kr. 145,00. Man kan selv sammensætte menuen efter behov.