VisitVestsjælland 
Løvegade 7
4200 Slagelse
Tlf. 70 25 22 06

Comwell Sorø
Comwell Sorø

Fælles markedsføring af Vestsjælland
Ligesom VisitDenmark er den officielle turistorganisation for Danmark, er VisitVestsjælland den officielle turistorganisation for Vestsjælland. De første kunder var Kalundborg og Slagelse Kommuner, og i 2015 blev også Sorø Kommune en del af det tværkommunale turismesamarbejde.

I 2014 t blev VisitVestsjællands struktur tilpasset til at løse opgaverne fra Kalundborg og Slagelse Kommuner. Dette gik ikke stille af, for det det betød, at alle turistbureauer blev nedlagt i tråd med den nye turismestrategi. Samtidig blev medarbejderstaben reduceret fra 13 til 8 medarbejdere, som udelukkende arbejder med udvikling og markedsføring. Et af resultaterne er en betragtelig forøgelse i antallet af marketingaktiviteter samt en mangedobling af presseomtalen af destinationen i nationale medier. Desuden er varemærket ’Smagen af Sjællands Vestkyst’ etableret med bl.a. Comwell som partner.

Den fornyede indsats betød, at Kalundborg og Slagelse kommuner oplevede landets største vækst i turismen. Mere end 500.000 betalte turistovernatninger blev det til – det højeste nogensinde, og det var 45.000 ekstra overnatninger i forhold til året før. Den samlede stigning i betalte turistovernatninger i 2014 var på 12,5%.

Poul Buur, bestyrelsesformand VisitVestsjælland, Gert Jørgensen, borgmester, til filmpremieren
Poul Buur, bestyrelsesformand VisitVestsjælland, og Sorøs borgmester Gert Jørgensen til filmpremieren

Vandudsigt
I 2015 lancerede VisitVestsjælland en storstilet kampagne, der skal trække turister fra nær og fjern til Sjællands Vestkyst. Organisationens analyser viser, at turisternes opfattelse af begrebet “kyst” strækker sig 50 km ind i landet. Desuden er Vestsjællands mange skønne søer en del af kystbegrebet.

VisitVestsjælland og begrebet Sjællands Vestkyst dækker med andre ord området fra Midtsjælland til havet og øerne vest for Sjælland. Det er en region rig på gourmetrestauranter, gårdbutikker, gallerier, naturoplevelser, kulturelle oplevelser og charmerende købstader. Hvor den effektive turist kan overskue den enkelte købstad på et par dage, byder Sjællands Vestkyst som helhed på oplevelser til en hel sommerferie, efterårsferie eller vinterferie.

Publikum
Publikum med pulsure

Verdens mest afslappende film
Centralt i kampagnen står en syv minutters film med naturskønne billeder fra Sjællands Vestkyst: Verdens mest afslappende film. Filmen bygger på interview med førende eksperter inden for områder som stress, lydterapi, fysiologi og mindfulness og består af langsomt panorerende naturoptagelser fra bl.a. Sorø tilsat en dunkende hjertelignende rytme. I gennemsnit faldt testpublikummets puls med ti procent, mens enkelte deltagere oplevede fald på helt op til 25 procent.

”Stilheden og de grønne omgivelser aktiverer det parasympatiske nervesystem, der populært sagt fungerer som kroppens genopbygningssystem, hvilket betyder, vi bliver mere afslappede,” forklarer en af filmens eksperter, Bo Netterström fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Hillerød Sygehus.

”Stress har efterhånden udviklet sig til et af de største sundhedsproblemer i den vestlige verden. Det betyder, at folk i dag efterspørger feriedestinationer, som hjælper dem til at koble af og finde ro i samværet med familien. Derfor har vi valgt at gøre en dyd ud af, at vi ikke har kulørte lamper og larmende attraktioner på hvert et gadehjørne. I stedet har vi en masse uberørt natur, gode strande og de uventede oplevelser, der venter, når man vover sig ud i stilheden”, fortæller Lars Nielsen, der er administrerende direktør hos VisitVestsjælland.

Still fra Verdens mest afslappende film
Still fra Verdens mest afslappende film

Refugium for fortravlede storbyturister
Den vestsjællandske turistorganisation håber, at filmen kan sætte regionen på verdenskortet som en slags refugium for fortravlede storbyturister. Samtidig med filmen lanceres et website, hvor man kan teste, hvilken type ferie man skal vælge for at slappe mest muligt af. På baggrund af testen får man en række forslag til aktiviteter og overnatningsmuligheder på Sjællands Vestkyst, så man kan sammensætte den perfekte ferie.

På VisitVestsjælland.dk – den officielle turistportal for Vestsjælland – får turister det bedste regionale overblik over seværdigheder, begivenheder, spisesteder og overnatningsteder. Alt hvad turister har brug for at booke på forhånd, for at få en ferie uden stress, vil kunne bookes via VisitVestsjælland.dk.

Turistportalen giver også overblik over begivenheder, der er målrettet turister på Vestsjælland; hyggelige julemarkeder, festlige musikfestivaller og autentiske folkefester.

Vil du have overblikket ind i din mailboks, kan du tilmelde dig VisitVestsjællands nyhedsbrev, der udkommer ca. 10 gange i løbet af året.