Sorø ligger lige midt i Sjælland og rummer 7.708 indbyggere (2009). Navnet kommer af Sor Ø, da området oprindeligt var omkranset af sø og mose. Byens indbyggere kaldes soranere.

Sorø ligger i et område med skove og søer, hvoraf Sorø Sø og Tuelsø er de største. Den nordlige forstad kaldes Pedersborg, og den sydlige forstad kaldes Frederiksberg, hvor Sorø station er placeret.

Sorø ligger tæt på motorvejen E20 og har dermed gode adgangsveje til såvel hovedstaden som Vestdanmark. Der er 15 km til Slagelse, 16 til Ringsted og 75 kilometer til København.

Sorø har sin oprindelse i år 1142, da Asser Rig grundlagde et benediktinerkloster her. Benediktinerne havde dog ikke succes med at drive klosteret, og blev af Asser Rigs søn, Biskop Absalon, erstattet af de mere kompetente cisterciensere.

Sorø Kloster voksede snart til Nordens største og rigeste og fik besøg af en række danske konger, bl.a. Christoffer 2., Valdemar Atterdag og Oluf 2., som alle ligger begravet i Klosterkirken. De mange kongebesøg gjorde Sorø til en af Middelalderens mest betydningsfulde byer.

Ved Reformationen i 1536, havde Sorø Kloster dog udviklet sig til et alderdomshjem for svagelige munke. I 1586 stiftede Frederik 2. en kostskole for borgerskabets og adelens drenge, der senere skulle blive til Sorø Akademi.

I 1638 gav Christian 4. Sorø købstadsrettigheder, da han oprettede et ridderakademi tæt ved skolen, hvor hans sønner skulle oplæres.

I 1700-tallet testamenterede forfatteren Ludvig Holberg, der havde sommerresidens i Sorø, sine ejendomme og det meste af sin formue til Akademiet.

Frem til midten af 1800-tallet var Sorø mest en by for håndværkere og skolefolk, da skove og vådområder besværliggjorde handel i området. I 1856 kom den øst-vest-gående jernbane til byen, og stationen blev bygget. Der skete dog ingen øget industrialisering i området af den grund. Sorø var og er fortsat primært kendetegnet ved sine gode uddannelsesmuligheder. Sorø har samtidig bevaret sin status som politisk administrationscenter i området, som hovedby i Vestsjællands Amt og nu som regionshovedby i Region Sjælland.

Sorø byder på en perlerække af kulturelle og sportslige aktiviteter. I Storgade ligger Sorø Museum med lokalhistoriske samlinger og Sorø Kunstmuseum med kunstværker fra Middelalderen til nutiden. Sorø Akademi er ligeledes et besøg værd, herunder Hauchs Physiske Cabinet.

Der er rig mulighed for vandre- og løbeture rundt om Sorø Sø på afmærkede stier. På selve søen, der er øveplads for den medaljehøstende Sorø Roklub, kan man om sommeren få en rundtur med Sorø Bådfart.

Læs om Sorø Byråd.