Fugl Phønix Trop
De Gule Spejdere i Sorø
Apotekervej 17A
4180 Sorø
25 25 12 98

Kontakt gruppen 

Følg Fugl Phønix på Facebook 

Indmeld dit barn 

Tilmeld dig som støttemedlem 

Fra iPad til Ulv
Er du som mange andre forældre bekymret for om dit barn sidder for meget med sin iPad, til skade for både den fysiske form og de sociale evner, er medlemskab af en spejdergruppe værd at overveje.

Fugl Phønix skriver sin historie tilbage til 1985, hvor gruppen blev stiftet af Peter & Nete Fibiger. I dag tæller gruppen ca. 60 medlemmer fordelt på Ulve, Stifindere, Spejdere, Pionere, Rovere og Ledere.

I gruppen arbejdes målrettet på at give medlemmerne praktiske færdigheder og udvikle deres evner for samarbejde og ledelse. Den selvstændighed og selvsikkerhed, der hermed opdyrkes, kommer personen til gavn både i skolen og senere i livet.

Klassiske spejderdyder
Spejderlivet er et friluftsliv, med alt hvad dette indebærer af frisk luft og motion. Fugl Phønix Trop har sin hytte på Apotekervej og har sit navn efter den mytologiske brændte fugl, der genopstår af asken som en stærkere udgave af sig selv. Fuglen er afspejlet i gruppens emblem og i den gule uniform.

Stifterne Peter og Nete Fibiger var begge tidligere gule spejdere, og efter en periode som blå spejdere, brød de fri og startede deres egen trop med fuld fokus på de klassiske spejderaktiviteter, som kendes fra spejderbevægelsens start: at man med viden, ledelse og det rette udstyr kan overleve i naturen, sommer og vinter. At man ved hvordan man sejler sikkert, at man kan slå et telt op og lave mad over bål.

Historiebevidst gruppe
Ved indvielsen i 1985 fik gruppen et helt særligt horn overrakt af spejderchefen. ”Hornet blev oprindelig givet til den navnkundige Jens Hvass i 1947, da han afholdt den første jamborette i verden. Det er derfor et helt unikt klenodie der endnu den dag i dag hænger og pryder i spejderhytten”, fortæller Fugl Phønix på sin hjemmeside.

De gule spejdere kunne ved indvielsen glæde sig over at videreføre en lang og stolt tradition i Sorø. Svend Ranvig var nemlig tropsfører for Akademitroppen gennem 28 år, indtil det gamle gule spejderkorps blev nedlagt i 1973. ”Det var derfor en glæde, at Svend Ranvig kontaktede os med anerkendelse og moralsk opbakning til den nye gule spejdertrop”, fortæller Fugl Phønix, der i bogstaveligste forstand går i den berømte tropsførers fodspor:

”Et af vore foretrukne spejdersteder går netop til Sven Ranvigs gamle “Brommehytte”, der ligger flot på en bakketop i skoven og er yderst primitiv med gammeldags brændeovn i køkkenet”, fortæller gruppen.

Læs hele den spændende historie her.

Aktiviteter året rundt
Kalenderåret hos Fugl Phønix er spækket med aktiviteter: sommerlejren, diverse turneringer og løb samt hytteweekend og tænkedag og meget mere. Hvert femte år deltager gruppen på korpsets Korpslejr for alle grupper under De Gule Spejdere i Danmark.

Rosende ord
gruppens Facebookside kan du se hvad medlemmerne skriver, og vi bringer her et udpluk:

”Dejligt og varmt fællesskab blandt børn og voksne. Her udfordres alle i en positiv og varm atmosfære til at vokse og udvikle sig” – Rikke

”Det er rent og skær hyggeligt friluftsliv, med dejlige mennesker” – Maria

”De gør det så godt” – Anette