Når Sorø Jazzfestival for fjerde år i træk holdes i dagene 24-31. juli satses der på at få sænket det tusindtallige publikums gennemsnitsalder. Med introduktion af børnejazz i festivaldagene forventes mange nye lyttere i aldersgruppen 2-10 år. Det vil give ny variation – og håb for fremtiden. For det må konstateres: Jazzen tiltrækker ellers overvejende +50, ja, +60 generationerne.

martinisDe er selvfølgelig fortsat meget velkomne, og der er bestemt ikke noget galt med de jazzglade bedsteforældre. Men som en af de unge musikere bemærkede i en pause under en af denne vinters totalt udsolgte jazzkoncerter i Sorø: ”Skønt med et så entusiastisk publkum. Men hvem skal vi spille for om 20 år”?

Børnejazz kan være svaret. De senere år har jazzmusik for børn virkelig grebet om sig, og flere og flere erfarne musikere har kastet sig ud i at skrive, komponere og iscenesætte jazzrytmer for børn. Både København og Århus har sat børnejazz på deres festivalprogrammer, og ved de årlige DMA prisuddelinger er indstiftet en særlig børnejazzpris. Mellem de nominerede i 2015 var det uforlignelige ”Martini’s for Børn” med jazzsangerinden og sangskriveren Kira Martini og fire superdygtige musikere forklædt som krokodiller. Bandet giver koncert for børn inde i Sorø Kunstmuseums skønne gård torsdag den 28. juli midt i jazzfestivaldagene.

nullernixJazz under Slaraffen
Allerede i maj præsenteres børnejazz i forbindelse med Sorøs børnekulturuge Slaraffen. Det er eventyrbandet ”Nullernix”, som inviterer børnene ud på en rytmisk rejse med de små grå væsener, som findes i enhver støvet krog og som ofte må finde sig i at blive trådt på. Jazzsangerinden Cathrine Legardh er i front som overdimensioneret nullermand, og med sig har hun bassisten Tomas Raae og guitaristen Brian Mørk Hansen. Det er kvalitetsmusik med ’rigtige instrumenter’ og finurlige sange, som handler om at være lille og opfordrer til at se tingene lidt nedefra! Undervejs præsenteres forunderlige personer og steder i et humørfyldt show, hvor børnene inddrages til fagter, sang og dans i et univers af swing, pop, salsa, jazz og blues.

Udvidelsen af Sorø Jazzen med det ny børnejazzprogram er muliggjort af tilskud fra Knud & Dagny Gad Andresens Fond. Fonden, hvis kapital hidrører fra den farmaceutiske fabrik GEA, som ægteparret etablerede i 1927, støtter kulturelle projekter for børn.