Af Bo Mouritzen, byrådsmedlem for Enhedslisten i Sorø.

Et godt fritidstilbud til børn og unge er en væsentlig del af en kommunes forebyggende indsats. Det handler blandt andet om at have gode SFO tilbud i kommunen. SFOerne er med til at udvikle børns sociale kompetencer, skabe relationer mellem forskellige børnegrupper og give plads til den frie leg, i et samfund der udsætter vores børn for stadig flere krav og tests.

Det er derfor med stor bekymring, at jeg kan se, at der på martsmødet i Børn og Undervisningsudvalget igen skal skæres på det kommunale SFO tilbud.

Det på trods af, at forældre der vælger den offentlige pasningsordning, allerede nu betaler 945 kr. mere pr. barn om året end det enkelte SFO barn tildeles i Sorø kommunes budget. Således betaler forældrene 16.225 om året for at have barnet SFO, mens der i budgettet er afsat 15.280 kr. pr. år. Alligevel er det forventningen, at skolerne selv dækker et forventet mindre antal børn i Ruds Vedby SFO.

Et af problemerne i Sorø Kommune er, at der arbejdes med én ressourcetildelingsmodel der gælder alle 6 skoler og SFOer. Men i virkelighedens verden er der meget stor forskel på at drive SFO på de 5 store skoler og så på Ruds Vedby skole.

Derfor bør Sorø Kommune prioritere at afsætte ressourcer til en fortsat drift af Ruds Vedby skole og SFO. Alternativet er, at vi ender med at lave serviceforringelser i alle de offentlige tilbud.

Det er Enhedslisten opfattelse, at midlerne til at understøtte Ruds Vedby skole skal løftes solidarisk af borgerne i Sorø kommune. Derfor skal midlerne findes i kommunekassen. Forældre med børn i de kommunale SFOer betaler allerede overpris for tilbuddet og skal ikke udsættes for yderligere serviceforringelser.

Ydermere betaler forældrene til børn i de kommunale SFOer betydeligt mere end de, der vælger Privatskolen. I dag koster det 14.575 kr. pr. barn pr. år at have et barn i Privatskolens SFO, en årlig besparelse på ikke mindre end 1.650 kr. i forhold til den offentlige SFO.

Den lavere SFO pris på Privatskolen svarer stort set til 1 måneds skolegang på Privatskolen, og kan således ses som ekstra subsidier af det private tilbud.

Det er simpelthen unfair konkurrence overfor den offentlige sektor, og kan udmærket tolkes som et ønske om, at privatisere skolevæsenet og lukke kommunens SFOer.

Det er ikke noget under, at SFOen vælges fra, når Sorø Kommune bruger SFO pladser som en mulighed for at give børnefamilier en ekstra skat. Hvordan hænger det sammen med VIPS 2018 om Danmarks bedste kommune for børnefamilier?

“Skulle sloganet ikke snarere være ”Børnefamilier kom til Sorø og betal en strafskat for brug af SFOerne?””