I forbindelse med Holbergs fødselsdag den 3. december er årets Holberg Medalje givet til forfatteren Kasper Colling Nielsen. 

Kasper Colling Nielsen modtog årets Holberg Medalje. Foto: Tersløsegaard.

Det skriver Tersløsegaard til Dit Sorø.

Spændingen om årets modtager af den fornemme litterære pris Holberg Medaljen er udløst: Den blev sammen med 75.000 kr. tildelt forfatteren Kasper Colling Nielsen.

Han føjer dermed sit navn til den lange række af fremtrædende forfattere, som siden 1934 er blevet hædret for ”et litterært eller videnskabeligt værk (…) under hensyntagen til en vis åndelig forbindelse til Holbergs psyke (…) og vidtspændende ræsonnerende, satiriske eller samfundsdømmende produktion”.

Søndag den 12. august 2018 gæster Kasper Colling Nielsen Tersløsegaard for på årets Holbergdag at fortælle om sit værk.

I motiveringen hedder det, at Kaspar Colling Nielsen tildeles Holberg Medaljen for sit fabulerende samfunds-satiriske forfatterskab, som folder sig ud i stort format i romanen ”Det europæiske forår” fra 2017.

Tidligere udkom hans roman ”Den danske borgerkrig 2018-2024” om et velfærdssamfund i dyb krise. Kaspar Colling er 43 år og BA i filosofi ved Syddansk Universitet samt cand.merc.fil. ved Copenhagen Business School i 2005. Han debuterede som forfatter i 2010.