Overskriften refererer til en ny smuk julesang fra 2015, som Hvidekoret fremførte på bedste vis den 14. december i Alsted Kirke, fortæller Henrik Hansen fra Alsted Kirkes Menighedsråd.  

Foto: Alsted Kirke

“Et veloplagt Hvidekor med organist Laura Daugule i spidsen og kirkesanger Poul Malthe som oplægsholder, var sammen med publikum, med til at sprede en rigtig god julestemning i Alsted Kirke.

Det var et bredt repertoire af julens sange og salmer, med vægt på, at vi også skulle prøve nogle af de mere nye og ukendte sange. Såvel højskolesangbogen som salmebogen var flittigt i brug og der blev sunget godt igennem.

Poul Malthe henledte vores opmærksomhed på mange af de gode tekster som er i vore julesange, og læste til slut op fra en af Selma Lagerlöfs julefortællinger, ”legenden om juleroserne”.

Jo, vi fik meget med.”