Af Sofie Ullerup Torpegaard, byrådskandidat for Konservative.

Sofie Ullerup Torpegaard. Foto: Konservative.

Forestil dig Louise, hun læser til landskabsarkitekt på Københavns Universitet. Hun har altid tænkt, at hun skulle flytte tilbage til Fyn når hun var færdig med studiet. Hun skal til at skrive speciale – og ved ikke hvad hun skal skrive om.

Via sit studie bliver hun oplyst om, at Sorø Kommune i samarbejde med ejeren af de nedlagte grusgrave tilbyder et specialeforløb til at finde ud af hvad de gamle grusgrave kan bliver til.

Louise starter på specialet, kommer ofte til Sorø, forelsker sig i naturen, byerne og Emils varme chokolade. Fortæller om den til sine venner, tagger sig selv på facebook, inviterer omgangskredsen til Sorø – og er med til at sætte Sorø på landkortet.

Louise får et speciale skrevet som har relevans, kontakt til arbejdsmarkedet, lærer fantastiske Sorø Kommune at kende, og flytter måske til Sorø.

Kommunen får: Nyeste viden og nye ideer, mulighed for godt indblik i en evt. fremtidig ansat, relation til studielivet i København, bliver sat ind i bevidstheden hos Louise og hendes venner – og Emil får solgt chokolade. Det er en win-win situation. Det koster ikke meget – men jeg tror det flytter bjerge.

Samme koncept kan bruges på optimering af byplanlægning, skolereformen, udviklingen inden for ældrepleje, institutionsområdet, offentlig administration, afsætning, udfordringer mellem land og by, markedsudvikling – der er ingen grænser.

Jeg vil derfor forslå, at vi laver en uddannelsesportal – så vi også ser udover de uddannelser, der udbydes i kommunen, hvor hjælp og sparring til specialeforløb, hovedopgaver, afhandling og lignende tilbydes af kommunen/regionen og/eller det private erhvervsliv direkte til de studerende og uddannelsesinstitutionerne.

De studerende får relevante opgaver, berøring med erhvervslivet og kendskab til Sorø Kommune, og vi får ny viden og nye ideer, solgt Sorø, mulighed for dygtige ansatte i offentligt og privat regi og fremtidige forretninger.

Hvis du ønsker visioner der ikke koster millioner så Husk: Sofie Ullerup Torpegaard, Byrådskandidat for Konservative.