Sorø Privatskole, som er Red Barnet ambassadørskole, holder børnerettighedsdag i samarbejde med Red Barnet. En festlig dag, hvor eleverne på forskellig vis beskæftiger sig med FN’s Børnekonvention. 

Foto: Sorø Privatskole

Det skriver Sorø Privatskole til Dit Sorø.

Sammen med cirka 300 andre skoler markerer Sorø Privatskole børnerettighedsdagen den 20. november, samme dato som Børnekonventionen blev vedtaget i 1989 på FN’s generalforsamling.

”Alle bør kende deres rettigheder, især børn. Hvis vi ikke giver dem mulighed for at lære deres rettigheder, så er der stor sandsynlighed for, de vokser op uden at kende dem. Det handler om mere end mad, sundhed og tag over hovedet, som jo er opfyldt for alle børn i et land som Danmark.

Det handler også om børns ret til udvikling gennem skolegang og leg. Børns ret til beskyttelse mod vold og misbrug. Og børns ret til medbestemmelse og ytringsfrihed. Det handler kort sagt om at skabe samfundsbevidste demokratiske medborgere,” forklarer Nanna Kofoed Øhrgaard, skoleleder på Sorø Privatskole.

Foto: Sorø Privatskole

Omkring 65 mio. mennesker er på flugt, og over halvdelen af dem er børn. Årsagerne til at de forlader deres hjem er mange. De flygter fra fattigdom, naturkatastrofer, krigen i Syrien, konflikter i Centralasien og Afrika med mere.

Red Barnet oplever af samme grund også en stigende efterspørgsel fra skoler i Danmark, hvis elever ønsker at gøre en forskel for eller vide mere om situationen for flygtningebørn. Derfor har børnerettighedsdagen i år fokus på børn på flugt.

”Børnerettighedsdagen er en festlig og lærerig skoledag, hvor vi i år har fokus på børn på flugt. På Sorø Privatskole er det dog stadig de enkelte klasser, der bestemmer, hvordan de vil arbejde med rettighederne.

Skolen har også udarbejdet et forslag til dagen i samspil med elevrådet, som klasserne kan vælge at følge. Det kan jeg se flere af klasserne har valgt at gøre,” supplerer Nanna Kofoed Øhrgaard.

FN’s Børnekonvention er ikke en lov, som lande kan dømmes og straffes efter. I stedet er den en række retningslinjer, som de enkelte medlemslandes regeringer har pligt til at overholde. Gør landene ikke det, kan de kritiseres af organisationer og FN’s Børnekomite. Ud af FN’s medlemslande er det kun USA, der ikke har tiltrådt konventionen. Danmark tiltrådte Børnekonventionen i 1991 og har derfor pligt til at efterleve konventionen.