Af Svante Svanhof, medlem af DUR udvalget ”Omfartsvejen ved Tersløse” (herefter kaldet ”udvalget”).

Omfartsvejen øst om Tersløse er vedtaget, så hvorfor bruge mere krudt på den. Sådan skulle man tro, at alle fornuftige mennesker ville tænke, for tingene har været drøftet igennem de sidste flere år (for mit eget vedkommende i over 15), de seneste 2 år ret intenst med undersøgelser, præprojekteringer, trafiktællinger, beregninger mv.

Der har været afholdt borgermøder, hvor jeg har fremlagt udvalgets konklusioner, der har været høringer osv. Alle nødvendige sten er blevet vendt, og der er blevet truffet en god beslutning. Alligevel er omfartsvejen blevet et emne i den kommunale valgkamp, for den kan åbenbart gøres til genstand for stemmefiskeri.

Lad mig først ridse lidt op omkring problemstillingerne.

I Tersløse er der de nære problemstillinger, nemlig trafikale/trafiksikkerhedsmæssige problemer og støjgener. Set udfra problemerne må man opdele byen i 2, – nord og syd for kirken. Al trafik til og fra Dianalund (godt 55% af den samlede trafik) kører gennem hele byen, gennemkørselstrafikken til og fra andre kommuner (knap 45% af den samlede trafik) kører kun igennem den sydlige del af Tersløse.

Sigtet med udvalgets arbejde var og er, at flest muligt får mest mulig gavn, hurtigst muligt, færrest muligt får mindst mulig gene.  Og det er her, den østlige omfartsvej boner ud som det absolut bedste alternativ.

I den nordlige del af Tersløse løses såvel trafik- som støjproblemet 100%, i den sydlige del ca. 55%, samlet set altså over 75% (så der er altså tale om en del mere end den 50% løsning nogle politikere taler om) og ved en enkel trafiksanering, kan man få et endnu bedre resultat for den sydlige del, vel at mærke uden synderlige meromkostninger.

Hvad så med de alternative forslag til linieføring syd og vest om Tersløse, dem har der jo været mange af og de løser angiveligt alle problemer? Nej, det gør de desværre ikke.

De vil måske løse nogle trafikale problemer til fulde, men kun udvalgets eget forslag (der formentlig vil blive 2-3 gange så dyrt og derfor aldrig gennemført) vil også løse de støjproblemer, som flere andre af de alternative forslag vil forværre.

Så de alternative forslag er i sandhed 50% løsninger eller mindre. Alle vil blive væsentlig dyrere (alene det at strækningerne er længere medfører en højere pris) og kunne derfor risikere at blive sat på hold, indtil der var penge nok i kommunekassen, så også på den parameter er den vedtagne linieføring at foretrække.  Og det ved hovedparten af beboerne i Tersløse.

Jeg kan derfor kun opfordre til, at man står fast på den vedtagne løsning og holder sig fra de der vil noget andet, – hav in mente, at det perfekte er det godes værste fjende.  Vi får ikke det perfekte, så lad os tage det gode, det er vi alle bedst tjent med.

GemGem