Af Mette Skjoldan, byrådskandidat for De Konservative

Mette Skjoldan. Privatfoto.

Glæde for de ældre, hvad er det? Er det noget vi skal blande os i som familie, som medmenneske eller som personale i hjemmeplejen?

Hvad betyder ældreomsorg egentlig? Er det egen omsorg som kan svigte, i takt med at alderdommen skrider frem, og nogle bliver syge, så man ikke kan klare sig selv? Er det manglende omsorg fra familie, der bor langt væk eller venner som man savner?

Tabet af omsorg og det at ældes, i en eller anden form, kan være en sorg for nogle, hvilket er helt naturligt.

Ofte kan man finde glæden frem hos ældre ved de små og nære ting. F.eks. med smagen af friske jordbær og smilet fra oldebarnet. Eller hundehvalpen der kommer på besøg på plejehjemmet. Det er meget enkelt og koster ikke meget.

Vi bør derfor overveje anderledes boformer og individuelle plejeløsninger, hvor folk i højere grad kan få eller tilkøbe det de ønsker, og dermed det nærvær der gør dem glade.

Tiden op til livets afslutning, må helst ikke opleves som en uudholdelig ventetid. Næh, lad os dø med et smil på læben.

Jeg synes mulighederne er til stede, hvor de ældre kan få det endnu bedre i vores skønne Sorø Kommune.