Der etableres 2 minus 1 vej på Næstvedvej ved Broby Overdrev. Det sker for at øge trafiksikkerheden.

Det skriver Sorø Kommune til Dit Sorø.

I forbindelse med at Næstvedvej syd for Brobyvej er blevet asfalteret vil der blive etableret en 2 minus 1 vej på strækningen til det sydlige byskilt. Det drejer sig om en strækning på 400 meter.

Strækningen gennem Broby Overdrev har længe været udfordret af, at mange bilister kører med høj fart, hvilket bekræftes af politiets fartkontroller.

Tidligere er der opsat ”Din Fart”-måler i den sydlige ende af strækningen, og nu håber Sorø Kommune at reducere farten yderligere ved at indføre 2 minus 1 vej på den 400 meter lange strækning.

2 minus 1 vejen vil samtidig øge trygheden ved udkørsel fra ejendommene på strækningen og give bedre vilkår for cyklister.

For at 2 minus 1 vejen kan etableres, bliver det nødvendigt at indføre parkeringsforbud på strækningen, idet parkerede biler ellers vil blokere cykelbanen.

Strækningen bliver den første 2 minus 1 vej i Sorø Kommune.

En 2 minus 1 vej består af to brede kantbaner og et midterspor til bilerne. Vejens udformning betyder, at trafikanterne skal tage hensyn til hinanden og sænke farten, når de skal passere hinanden.