Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Sorø Kommune i tidsrummet den 3. oktober til den 10. oktober.  

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

SPRITBILISTER
En 18-årig mand fra Sorø blev fredag nat kl. 00.20 standset af politiet, da han kom kørende ad Slagelsevej i Sorø. Den 18-årige var påvirket af stoffer og blev anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

En 22-årig mand fra Slagelse kom fredag eftermiddag kl. 14.37 kørende ad Korsørvej, da han blev standset af politiet. Manden, der var påvirket af stoffer, blev anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

HÆNDELSER
SORØ: Forsøg på tricktyveri
Der har de seneste dage været flere ældre kvinder fra politikredsen, som har været udsat for en speciel form for tricktyveri. De bliver ringet op af en ung mand, som udgiver sig for at være deres oldebarn eller barnebarn, og som spørger, om han kan låne et større beløb. I går skete det igen for to kvinder på 87 og 92 år fra hhv. Sorø og Korsør. Heldigvis fattede begge kvinder mistanke, inden de udleverede penge. Politiet opfordrer til, at man taler med sine ældre familiemedlemmer om at være opmærksom, hvis de kommer ud for noget lignende.

STENLILLE: Fest på Lårupvej forløb fredeligt
Rockergrupperingen Gremium holdt lørdag fest på Lårupvej i Stenlille. Derfor var politiet til stede for at sikre, at alt forløb roligt. Der var omkring 60 deltagere og af dem var godt en fjerdedel fra udlandet. En enkelt deltager – en 25-årig mand fra Hillerød – blev noteret for at have fem gram hash på sig, og han blev derfor sigtet for besiddelse ifølge lov om euforiserende stoffer.

SORØ: Forsøg på at fuppe 79-årig
En 79-årig kvinde fra Sorø blev onsdag klokken 11.41 ringet op af en mand, som udgav sig for at være hendes barnebarn. Han ville såmænd bare gerne låne 25.000 kroner til køb af en bil, men den 79-årige afviste at give ham pengene, og herefter fandt samtalen sin afslutning. Politiet får fortsat anmeldelser om den slags forsøg på at lokke penge ud af folk, og vi opfordrer derfor til at være ekstra påpasselig og opmærksom, hvis man skulle blive ringet op.

SORØ: Mand død i arbejdsulykke

Politiet fik onsdag klokken 16.42 en anmeldelse om, at en mand var forsvundet fra et gravearbejde i forbindelse med kloakering på Skjalm Hvidesvej i Sorø. Da en patrulje kom til stedet, viste det sig desværre ret hurtigt, at manden – en 57-årig mand fra Slagelse – var blevet begravet under jord, og da han blev gravet fri, var det for sent, og han var død. Arbejdstilsynet blev underrettet, men det er stadig for tidligt at sige noget om årsagen til ulykken.

 

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Sorø Sorøparken Lejlighed Mandag klokken 8-14.45 Kontanter
Dianalund Mosaikvej Hus Søndag klokken 23.59 – mandag klokken 7.20 En sølvgrå Citroën C3, årgang 2004, med registreringsnummer VY22446
Fjenneslev Gulagervej Hus Mandag klokken 2.30-6.30 En elektrisk fugepistol
Sorø Abildvang Hus Lørdag kl. 9.15 – 20.45 Kontanter
Sorø Lønnevang Hus Fredag kl. 16 – søndag kl. 15.30 Umiddelbart intet
Sorø Johnstrupvej Hus Mandag kl. 1.51 Vides endnu ikke
Dianalund Kolonivej Hus Fredag kl. 0.00 – søndag kl. 23 Intet
Sorø Falkevænget Torsdag klokken 17.30 – klokken 19.30 Intet stjålet
Sorø Ringstedvej Villa Torsdag kl. 00.00 – søndag kl. 09.00 Kontanter

 

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Sorø Sorø midtby Lørdag kl. 20.00 – 21.00 15 køretøjer standset, ingen sager

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Type Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Sorø Næstvedvej Onsdag kl. 12.10 – 14.15 ATK 145 1 80 km/t 93 km/t 0
Dianalund Karsholtevej Mandag kl. 14.15 – kl. 19.30 ATK – bestilt færdselskontrol 565 10 50 km/t 71 km/t To klip