Af Niels Hilker, formand for Dansk Naturfredningsforening i Sorø.

Sorø Kommune er beriget med en enestående natur, og i flere undersøgelser peges der på, at den lette adgang til smuk natur og gode naturoplevelser er en afgørende faktor for, at Sorø Kommune opleves som et godt sted at bo. Sådan lyder det i Sorø Kommunes Visions og Planstrategi.

Men en god og rig natur kommer ikke af sig selv, og kan hurtigt forgå. DN Sorø finder, at naturindsatsen i Sorø Kommune grundlæggende skal bygge på og videreføre de gode målsætninger, som er opstillet i kommunens Naturkvalitetsplan 2015, som f.eks.:

  • at sikre, at kommunens fortsatte udvikling sker under hensyntagen til en beskyttelse af det naturlige dyre- og plante liv
  • at fremme det naturlige dyre- og plantelivs udviklingsmuligheder
  • at øge befolkningens forståelse for naturen, med henblik på at benytte de rekreative muligheder, samtidig med at naturens bæreevne respekteres

Det er vigtigt med en politik, hvor naturen gives høj prioritet, når fremtiden er i spil. Det vil indebære, at naturen tages med i alle politiske beslutninger om udviklingen af kommunen.

Men det er lige så vigtigt, at der kommer handling bag ordene i planer og visioner. Ord gør det ikke alene. Der skal tages initiativer og tilføres ressourcer.

Danmarks Naturfredningsforening i Sorø opfordrer vælgerne til at tage naturens parti. Vi har derfor et spørgsmål til de partier, der er opstillet til kommunalvalget. Hvad vil I med naturen i Sorø Kommune?

Kulebjerg Overdrev, en naturperle i Sorø Kommune. Foto: DN Sorø.