Sorø Soroptimistklub har uddelt 70.000 kr. ved sit 50 års jubilæum. Begivenheden blev fejret på Støvlet Kathrines Hus ved en reception den 23. september 2017.

Det skriver Sorø Soropmistklub i en pressemeddelelse.

Soroptimist International er et verdensomspændende netværk af kvinder i erhverv med 1600 medlemmer alene i Danmark. På verdensplan er der klubber i 122 lande, og der er i alt ca. 75.000 medlemmer.

SI arbejder for kvinders og pigers liv og rettigheder, både herhjemme og internationalt. Det skal ske uden partipolitik og i respekt for den enkelte uanset religion.

I Sorø startede 21 kvinder en klub den 23. september 1967. Der var mange erhverv repræsenteret som læge, præst, jordmor, kroejer, konfekturehandler, talepædagog, lærer, frisør, agronom, lektor, bibliotekar, bestyrerinde, sparekasse og bankassistent, sygeplejerske, fotograf, sekretær, ja en række erhverv som kunne inspirere hinanden. Dengang var der ingen problemer med at danne et netværk med én erhvervsaktiv fra de forskellige fag.

Præsident Hanne Juel Christoffersen havde set frem til at kunne fejre klubbens 50 års jubilæum med en stor festlighed ligesom i 1992, hvor klubbens 25-års-jubilæum blev markeret med en kæmpe festmiddag i galla i Sorø Akademis festlige sale med optræden af Tom McEwan og stort danseorkester, hvor Sorøklubben indsamlede næsten 100.000 kr. til UNICEF.

I dag har klubben færre medlemmer. Alligevel kunne Sorøklubben ved 50 års jubilæet donere 70.000 kr. til diverse formål, både i Sorø, Grønland og Uganda samt til SOS børnebyerne.

Pengene er indsamlet ved salg af Sorø-kalendere og Sorø-postkort, ikke mindst i Svegårds Boghandel, samt ved genbrugssalg af tørklæder.

Direktør Kirsten Ørgaard, Mælkebøttecentret, modtog

  • 32.800 kr. til Mælkebøttecentret for omsorgssvigtede børn i Nuuk til indkøb af mad.

Formand Hans Lambæk, Røde Kors i Sorø, modtog

  • 13.000 kr. til Julehjælp, uddelt af Røde Kors i samarbejde med Sorø Kommune

Tanja Bigum Jørgensen, Sorø Kommunes Sundhedscenter modtog til PigeLiv.

  • 10.000 kr. til at skabe et sted for unge piger, som har deltaget i PigeLiv, og som har behov for at fortsætte med at mødes.

Hanne Bagger modtog til Hjertepudeprojektet i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse

  • 1.000 kr. til at videreføre projektet, så 800-1000 puder kan leveres til Ringsted Sygehus til nyopererede brystkræftpatienter

SOS Børnebyerne har modtaget ét års bidrag til Soroptimistklubbens to piger, Odette fra Rwanda og Sreymao Dy fra Cambodia, på

  • 5.640 kr.

SI Regionsprojekt i Uganda til uddannelse af 3-4 unge pigers eller kvinders uddannelse vil modtage

  • 4.000 kr. plus restoverskuddet

Formand for udgivelse af Sorøkalenderen (oprettet september 2017) Hanne Juel Christoffersen modtog

  • 2.700 kr. + restoplaget af Sorø postkort (værdi ca. 5000 kr.) til fortsat udgivelse af Sorø-kalenderen. Donationen er overskuddet fra kortsalget.

Der var også blomster og vingaver til Tina Knudsen, Svegårds boghandel for hjælp med salg af med både postkort og kalendere, og til de to af kalenderens fotografer, som ikke er soroptimister, Steen Jensen og Torben Christoffersen.

Det er meget trist, at på trods af de gode projekter og det store indsamlingsbeløb må Sorø Soroptimistklub stoppe i Sorø den 30. september 2017. Det har ikke været muligt at rekruttere nye erhvervsaktive medlemmer her i byen, men syv af de hidtidige medlemmer fortsætter i Slagelseklubben, og tre overvejer at fortsætte i Ringstedklubben.

Sorøklubben ejer en meget enkel og smuk præsidentkæde i sølv med Sorøs byvåben broderet, udført for midler fra gaver for 50 år siden, en dirigentklokke skænket af Sorø by, fire lysestager og en klubvimpel. Det er vigtigt, at disse værdier bliver opbevaret som en del af Sorøs historie, og ved receptionen modtog Ea Matzon på Sorø Museums vegne disse for Sorø historiske genstande.

Modtagere af donationer: Hans Lambæk (Røde Kors Sorø), Karen Jensen (Regionsrepræsentant), Tanja Bi gum (PigeLiv) Hanne Bagger (Hjertepudeprojektet), Hanne Juel Christoffersen (Sorø Kalenderforening), Kirsten Ørgaard (Mælkebøttecentret) og Catherine Mølvig (SOS Børnebyerne). Foto: Sorø Soroptimistklub.