Ideen om at eksekvere en blomsterfestival i Sorø falder i god jord. Byen er i forvejen landskendt for Akademihaven. Der er mange kompetente haveejere i Sorø, og måske derfor kender mange soranere til de vildt populære flower shows i udlandet og i Odense, der tiltrækker gæster fra nær og fjern.

“Skal vi skabe Sorø Blomsterfestival?” spørger Henrik Thorsager Andersen i Facebookgruppen 4180 Sorø, og i skrivende stund har over 130 delt, liket og overvejende positivt kommenteret opslaget. Bl.a. tager erhvervslivet godt imod ideen:

“Som repræsentant for Comwell Sorø, og dermed en del af både Sorøs erhvervsliv og turisme, siger vi ja tak. Også til at bidrage aktivt til det gode initiativ”, skriver Christina Torp.

“Supergod idé, så selvfølgelig skal vi det”, skriver Lone Rasmussen, Acacia.

“Det er da lige hvad vi mangler. Fantastisk idé”, skriver Anja Karina Finderup, Guldregn.

Kompetente kræfter bag planen. Jesper Carl Corfitzen er landskabsarkitekt og tidligere havefaglig leder ved Haveselskabet have. Foto: Havehistorisk Forening i Sorø

Der er få, der ikke bryder sig om ideen, og når der alligevel kastes lidt malurt i bægeret, skyldes det naturligvis spørgsmålet: Hvem skal betale? For blomstereksperterne bag forslaget, Jesper Carl Corfitzen og Henrik Thorsager Andersen, har ifølge sn.dk/soroe bedt om ikke mindre end 400.000 kr. i støtte fra kommunen.

Er det rimeligt at bruge så mange skattekroner på en festival i en tid, hvor kommunen skærer hårdt ned på kerneydelserne: børneinstitutioner, skoler, ældrepleje? En kommune der i forvejen bruger 200.000 kr. på Slaraffen, Kyndelmisse, Sorø Jazzfestival og Klassisk Køredag?

Kultur- og Fritidsudvalget og Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget undlod således begge at tage stilling til planen på denne uges møder og henviste til en stillingtagen i budgetfasen. Og udvalget for Teknik- og Miljøudvalgets lidt kølige modtagelse af den ambitiøse plan kunne tyde på, at civilsamfundet må på banen, hvis Sorø Blomsterfestival skal blive til noget – noget stort: De mange borgere, foreninger og virksomheder, der brænder for blomster, må bidrage med tid og penge til projektet.

Den gode modtagelse af forslaget på sociale medier peger i retning af at gå sammen om at skabe en succes – dét kan og vil Sorø!