En gruppe studerende fra SDU var mandag den 12. juni på virksomhedsbesøg på DBI Plastics i Stenmagle for at se virksomheden og høre om jobmuligheder i industrivirksomheder.

Mathias Jørgensen. Foto: Sorø Erhverv

En af dem var Mathias Jørgensen, som læser på kandidatuddannelsen i Change Management på SDU Slagelse. Han siger:

– Det var positivt at besøge en lokal virksomhed, som kan tilbyde nogle muligheder i fremtiden. Virksomheden var åben overfor os som studerende og åben over for akademikere.

Johanne H. Christensen fra Sorø Erhverv glæder sig over, at der er knyttet gode kontakter mellem de studerende og DBI.

– For virksomhederne er et virksomhedsbesøg en rigtig god mulighed for komme i kontakt med nogle potentielle medarbejdere. Man får også muligheden for at se nogle unge akademikere an og vurdere, om man kan få gavn af hinanden på længere sigt. Så det kan være en genvej til rekruttering, men det kan også være begyndelsen på et samarbejde, hvor en studerende for eksempel skriver sit speciale i en virksomhed. Der ligger mange muligheder for virksomhederne i at trække de studerendes kompetencer tættere ind i virksomheden. Så fra Sorø Erhvervs side glæder vi os, hver gang der skabes en kontakt mellem en virksomhed og en uddannelsesinstitution.

Fabrikschef Claus Christensen, DBI, glæder sig også over muligheden for at få en god kontakt til de unge.

– Vi vil gerne hjælpe de unge til at få en indgangsvinkel til industrien og et kendskab til de typer af jobs, der kan være i en industrivirksomhed. Samtidig handler det for os også om, at vores virksomhed udvikler sig, og at vi kan få brug for andre kompetencer i fremtiden. Derfor interesserer vi os for de unge og for, hvad de kan bidrage med, siger han.

Afdelingsleder i SDU Rio, Jacob Krummes, peger på, at kontakten til virksomheder kan gøre vejen ud på arbejdsmarkedet lettere for de studerende.

SDU-studerende på DBI. Foto: Sorø Erhverv

– Vi ved fra vores dimittendundersøgelser, at jo tidligere de studerende begynder at reflektere over deres kompetencer og hvor, de kunne forestille sig at arbejde, desto hurtigere kommer de faktisk i job, når de er færdiguddannede. Derfor gør vi meget for at skabe kontakter mellem de studerende og virksomhederne. Her er virksomhedsbesøg rigtig gode, fordi de giver et indblik i både jobmuligheder og kompetencer, men også i miljøet, stemningen og kollegerne på en arbejdsplads. Det er alt sammen noget, de studerende kan bruge til at blive bevidste om, hvordan deres egen kompetencer kan bruges på arbejdsmarkedet, siger han.