I Danmark er der to muligheder, når man skal have høreapparater. Man kan enten få dem gennem det offentlige system eller via en privat høreklinik. Høreapparater, der bliver udleveret af det offentlige er altid gratis, og mange private høreklinikker reklamerer da også med høreapparater med 0 kroner i egenbetaling, hvilket kan lyde meget fristende – især hvis man bor i en af de regioner, hvor der er meget lang ventetid på at få høreapparater gennem det offentlige system.

Lena Steen

“Nu kan jeg ikke ligefrem påstå, at jeg er uvildig, da jeg ejer ’Hørecenteret – mobilt og lokalt’, men jeg vil dog gerne forklare lidt om, hvorfor de ”gratis” høreapparater ikke altid er den bedste løsning, og hvorfor høreapparater med egenbetaling slet ikke er så skidt endda”, fortæller Lena Steen, Hørecenter Sorø. “Du får, hvad du betaler for. Høreapparater findes i dag i mange forskellige teknologiniveauer og med et bredt udvalg af features og tilbehør. Hvis din hørelse kun er en smule nedsat, og du skelner ok og desuden ikke stiller de store krav til høreapparater, kan du måske godt nøjes med et høreapparat til 0 kroner.”

“Men hvis du begynder at stille krav til, hvad dit høreapparat skal kunne, begynder det pludselig at koste penge. For nu skal høreapparatet til at performe bedre – de skal altså kunne levere mere, når du f.eks. lytter til musik, befinder dig på steder, hvor akustikken er ringe, sidder i bilen eller er i større selskaber, hvor det kan være svært at skelne samtalepartneren fra baggrundsstøjen”, tilføjer Lena, som har sendt denne beskrivelse af fordele og ulemper og de muligheder, der på markedet i dag:

Høreapparaterne i skuffen
Særligt samtale i støjende miljøer kan være en udfordring for folk med høretab, og jeg hører ofte kunder fortælle, at de må tage deres høreapparater af, når de er i større selskaber, da lyden er for dårlig. Men med den uheldige konsekvens, at de ikke får meget ud af selskabet.

Netop derfor er det så vigtigt at klarlægge, hvad dit behov og dine krav til høreapparaterne er. For vi kan alle blive overvældede af de høje priser på høreapparater og tænke, hvorfor man dog skulle vælge den dyre løsning, når man kan få høreapparater med 0 kroner i egenbetaling eller gratis høreapparater gennem det offentlige.

Men det er vigtigt at holde sig for øje, at med dyrere høreapparater får du også mere kvalitet og flere features. Og stiller du store krav til, hvad dine høreapparater skal kunne, må du også forvente, at der kommer egenbetaling på dem. Det offentlige kan ikke tilbyde de samme høreapparater som de private hørecentre, da de er underlagt et budget, som gør, at der ikke er økonomisk råderum til at udlevere de nyeste høreapparater på markedet. Derfor vil en privat høreklinik være den bedste løsning, hvis du skal have høreapparater af højeste kvalitet.

Det indledende arbejde
Ofte har kunden en ide om, hvilken type høreapparat, han/hun gerne vil have, allerede inden første besøg i høreklinikken. Men for at finde et høreapparat, som kunden kan håndtere, og som dækker ønskerne til, hvad høreapparatet skal kunne, stiller vi en lang række spørgsmål. Det kan f.eks. være, om der skal være volume-kontrol i høreapparatet, om det er nødvendigt med telespole, om der er brug for at kunne skifte programmer osv. – alt sammen for at finde det helt rigtige høreapparat til kunden.

Derfor er det ikke altid, at vi vil anbefale det høreapparat, som kunden måske havde udset sig hjemmefra. Et lille høreapparat uden mulighed for genopladning vil vi f.eks. ikke anbefale, hvis kunden har nedsat føling i fingerspidserne. Og hører kunden godt i de dybe toner, er ITE-apparater udelukket, da kunden højest sandsynligt vil opleve en fornemmelse af indelukkethed. Vores vigtige rolle er altså at sikre det helt perfekte match mellem kunde og høreapparater.

Overvej følgende inden du vælger
Hvis du alligevel overvejer at købe høreapparater gennem en privat høreklinik og bliver lokket af tilbuddet om høreapparater med 0 kroner i egenbetaling, så overvej lige følgende, inden du beslutter dig endeligt:

Tilskuddet er over de sidste fem år sat ned fra 11.214 kroner til 6.141 kroner. Mon så ikke, at høreapparaterne er blevet tilsvarende ringere?

Hos ’Hørecentret – mobilt & lokalt’ har vi helt fravalgt at udlevere høreapparater med 0 kroner i egenbetaling, da vi ikke kan stå inde for kvaliteten af den type høreapparater. Desuden medfører udleveringen af de ”gratis” apparater ofte en masse efterjusteringer og dermed utilfredse kunder, da høreapparatet ikke kan præstere det, som kunderne ønsker.

Høreapparatet kan muligvis godt dække selve høretabet, men kommer til kort når kunden opholder sig i udfordrende støjmiljøer.

Vær kritisk
Så næste gang du skal vælge høreapparat, så stil krav til høreapparatet, stil spørgsmål til audiologisten og undersøg markedet grundigt, inden du beslutter dig. Besøg gerne flere høreklinikker, da udvalget ikke altid er det samme – både hvad angår høreapparater, services og priser.

Vælg rigtigt første gang. Det gælder resten af dit liv.

Fakta om de forskellige typer apparater
I dag findes der mange typer høreapparater. Helt groft kan de deles op i tre kategorier:

ITE-apparater, som sidder inde i øregangen. Signia Silk, der netop er kommet på markedet, er et eksempel på denne type høreapparat, der sidder næsten helt skjult inde i øret.

BTE-apparater sidder bag øret, og en slange leder lyden ind i øregangen. For enden af slangen kan der enten sidde en lille silikoneprop eller en større støbt prop – alt efter høretabets omfang.

RIC-apparater sidder også bag øret, men i modsætning til BTE-apparater, sidder selve højtaleren inde i øret, hvilket gør det muligt, at gøre selve apparatet en del mindre end BTE-apparater.