Et nyt projekt på Stenlille Supercenter styrker børnenes selvindsigt og udvikler deres sociale kompetencer. Omdrejningspunktet er en app, og både børn, forældre og medarbejdere er begejstrede. Det skriver Sorø Kommune i en pressemeddelelse.

Faste rutiner og tydelige strukturer er vigtige for de børn med ADHD og autismespektrum forstyrrelser, som går på Stenlille Supercenter. For nylig er et nyt element blevet føjet til skoledagen – nemlig app’en CAT, som kan bruges til at arbejde med børnenes forståelse af følelser og handlinger.

Hver morgen starter med, at børnene laver et ”check in” i app’en. Ved at vælge et ansigtsudtryk og placere det på en skala fra nul til 100 viser børnene, hvordan de har det netop nu. Og netop at blive sig sine egne følelser bevidst kan være værdifuld træning for børnene, som typisk har store udfordringer med at afkode egne og andres følelser, forklarer Dorte Jaeger, som er lærer i Supercentret.

– Når de laver check in, bliver børnene mere bevidste om deres egne følelser. Hvordan har jeg det lige nu? Hvordan kan jeg mærke det? Hvordan ser jeg ud i ansigtet, når jeg har det sådan? Det er første skridt. Næste skridt er at bruge den øgede selvindsigt til at udvikle gode handlestrategier, siger hun.

– Hvis man er vred, kan det være, at éns første impuls er at sparke til en stol. Men ved at blive mere bevidst om sine følelser – og for eksempel blive klar over, at man er ved at blive vred, før man bliver det – så får man lettere ved at vælge andre handlinger. For eksempel at trække sig lidt væk fra det, som man ikke kan lide, eller at søge hjælp hos en voksen, siger Dorte Jaeger.

Samtidig er check in en stor hjælp for de voksne, som får en tydelig pejling på, hvor det enkelte barn er henne, så de kan tilrettelægge dagens aktiviteter ud fra, hvad barnet magter.

Værktøj virker
Projektet med CAT-app’en er lige begyndt, men pædagog Camilla Jørgensen oplever allerede, at børnene har taget det nye værktøj til sig.

– En dag var en af drengene meget ked af det på grund af noget, som var sket med hans kæledyr. Det fyldte alt for ham lige dér, og det kunne han vise mig i app’en. Et par dage senere kom han og sagde, at nu skulle vi lave en ny tegning i app’en, for nu havde han det bedre. Nu fyldte det triste ikke helt så meget længere. Han brugte app’en til at udtrykke sine følelser og til at reflektere over, at de nu havde ændret sig, fortæller hun.

Uddannelse og forældreopbakning
Alle medarbejdere i supercentret er uddannet i at arbejde med den nye app, og projektet er netop blevet præsenteret for forældrene. Også her blev projektet godt modtaget, fortæller supercenterleder Malene Härstedt.

– At aflæse egne og andres følelser og sociale spilleregler er netop nogle af de helt store udfordringer for børn med autismespektrum forstyrrelser. Når vi styrker børnene på det område, så hjælper vi dem lige der, hvor de har allermest behov for hjælp, siger hun.

– Samtidig er det smart, at værktøjet ligger som en app på børnenes iPad. Det betyder, at de kan bruge den både i skolen og hjemme.

Fakta
CAT-app-projektet på Stenlille Supercenter er søsat i starten af 2017, og implementeringsperioden løber frem til sommer. App’en bruges i indskolingen og på mellemtrinnet.

CAT-app’en er en videreudvikling af KAT-kassen, som er et danskudviklet materiale, der henvender sig til børn og unge inden for autismespektret. KAT står for Kognitiv Affektiv Træning og er en metode til at inspirere og strukturere samtaler mellem mennesker omkring tanker, følelser og adfærd ved hjælp af et sæt nøje tilrettelagte værktøjer.

Stenlille Supercenter er Sorø Kommunes undervisningstilbud til børn med autismespektrum forstyrrelser eller ADHD. Der går pt. 32 elever i centret.