Musikfænomenet Ancher Grøn går på Hotel Postgaardens scene med et stjernehold for at synge Frank Sinatras største hits.

ancher-gronEn helt enestående musikalsk begivenhed finder sted fredag aften den 25. november på Hotel Postgaarden i Sorø. Den 73-årige kapelmester Ancher Grøn fra Døjringe vil gå på scenen for at udleve sin drøm om at synge som Frank Sinatra. Til lejligheden har han indforskrevet en bralisiansk sangerinde og musikere fra den europæiske jazzelite.

Ancher Grøn har for længst gjort en imponerende musikalsk karriere. Kun 19 år gammel startede han sit eget Big Band, siden blev han med saxofon som hovedinstrument uddannet på konservatorierne i København og Paris, og kom til at spille både klassisk, bl.a. med Det kgl. Kapel og Berlinersymfonikerne, og jazz med internationale stjerner. Han har også nået at beklæde flere ledende stillinger i musikverden. Så han kunne med god samvittighed nyde sin pension. Men Grøn er simpelt hen ustoppelig. Så nu debuterer han som sanger.

Det sker i Sorø og bliver med flere af Frank Sinatras største hits samt en afdeling bossa nova numre. Med på scenen kommer en af Ancher Grøns yndlingssangerinder, Ana Pompeia fra Brasilien, samt guitaristen Bjarne Roupé, bassisten Jimmi Roger Pedersen, pianisten Thomas Wied og trommeslageren Bjarke Christoffersen.

Fredag 25. november kl. 19.00

Grøn synger Sinatra: Ancher Grøn, vokal og altsax, Ana Pompeia, vokal, Bjarne Roupé, guitar, Jimmi Roger Pedersen, bas, Thomas Holberg Wied, klaver, og Bjarke Christoffersen, trommer.

Hotel Postgaarden, Storgade 25. 4180 Sorø

Entré: 339 kr. incl. menu med laks, friséesalat, braiseret mørbrød m.m. fra kl. 18.00, dørene åbnes kl. 17.30
eller 150 kr. uden menu, adgang fra kl. 18.45, musikstart ca. 19.00

Reservation: tlf. 57 83 22 22, e-mail: info@hotelpostgaarden.dk eller www.sorøpopclub.dk