Af Arne Christoffersen og Gitte E. Nielsen, Holbergskolen

Vi glæder os meget over, at vi i år starter et science valghold op i overbygningen, hvor eleverne har valgt sig ind til at deltage i det store projekt, det er at deltage i First Lego League 2016.

First Lego League er et tværfagligt teknologiprojekt. Den 12. november deltager vi i den indledende konkurrence, der foregår i Sorø på Science centeret. Konkurrencen foregår først lokalt – så i Norden, og derefter på verdensplan.

Formålet med arrangementet er at øge interessen blandt unge mennesker for teknologi og naturvidenskab og stimulere nutidens unge til at blive fremtidens ingeniører og forskere.

Hvert år har konkurrencen et tema, hvilket i år er ”Animals allians”. Ja, vi ved ikke meget endnu, da selve opgaven først frigives den 10. september. Men vi ved, at det har noget at gøre med at være dyrs allierede… Den næste tid, skal vi sammen med eleverne udvikle vores science- og teknologilokaler og guide dem til at lave en stor projektopgave, hvor vi i samarbejde skal forske, udvikle, programmere mm. Vi har brug for så stor en hjælp og opbakning vi kan få.

Og allerede nu glæder det os, at vi på markedsføringssiden får hjælp fra det lokale firma MOKALA indretning v. Mette Skjoldan.

Vi er kun i startfasen, men glæder os til at komme i gang.

Vi er to forventningsfulde naturfagslærere, der begge har erfaringer med denne konkurrence fra tidligere år – og vi vil gøre vores bedste for, at det bliver en god og lærerig oplevelse for eleverne.

fll-hold-holberg-skolen