Succes med nedfaldsæbler

NoViCe – Nordisk VidenCenter for praktisk bæredygtighed kan med glæde fortælle, at de første mange kasser æbler er samlet sammen af eleverne fra Pedersborg og Frederiksberg skoler, og SuperBrugsen i Frederiksberg har kørt dem til mostning hos KysØko Mosteri i Fuglebjerg. De venter nu spændt på, at saften kommer til salg i Brugsen, så vi alle kan få os en smagsprøve.

Rigtig mange haveejere har fulgt op på vores læserbrev og henvendt sig til projektet SankeÆbler, med besked om at eleverne fra de to skoler, gerne må komme forbi og sanke deres nedfaldsæbler – det er vi meget glade for.

Det varme forår har dog fremrykket sæsonen med 2 uger hvilket har bevirket, at nogle haveejere med tidlige æblesorter ikke nåede at få besøg af eleverne, før end æblerne blev for dårlige. Det er noget af det, vi alle kan lære af til næste gang vi kører et SankeÆbler-projekt.

NoViCe vil dog stadig gerne høre fra haveejere med sene æblesorter, som ønsker at donere deres æbler til projektet. Man kan tilmelde sin have via kontaktfeltet på www.novice.nu eller skrive til info@novice.nu

Ud over at eleverne tjener penge til deres studietur i 9. klasse, lærer de også om bæredygtighed og at noget, som ligger og er affald på en græsplane, bliver til en værdi i det øjeblik, man samler det op i hånden. Med denne nye bevidsthed hos de unge, er det målet at de lærer, at se affald som en ressource andre steder i vores samfund.

Hvis du synes projektet lyder spændende, og du har lyst til at være med, kan du blive aktivt medlem af NoViCe. De har allerede stof til mange nye spændende projekter, som vi gerne vil i gang med. Du kan også være passivt medlem af foreningen eller følge dem på facebook og instagram.

NoViCe