Sorø Kommune oplever nu stigende interesse fra potentielle tilflyttere. Det er især københavnerne og naboerne, som går med flyttetanker, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Efter nogle år med meget behersket befolkningsudvikling, oplever Sorø Kommune nu markant øget interesse for at bosætte sig i kommunen. Det er især folk fra københavnsområdet og nabokommunerne, som er blevet nysgerrige på den grønne købstad midt på Sjælland.

Tendensen bekræftes af besøgsstatistikker fra kommunens hjemmeside og fra byportalen Dit Sorø. Redaktør for byportalen Dit Sorø, Signe Dahl Lumholt siger:

– Vi oplever stor søgning på byportalen på emnet ”bolig i Sorø”, og vi kan se, at det især er besøgende fra København og fra nabokommunerne, som er inde på siden.

Også byens ejendomsmæglere bekræfter tendensen.

– Der er godt gang i boligsalget, og vi mærker en øget interesse fra tilflyttere uden for kommunen, siger Heine Amstrup fra Nybolig i Sorø.

Borgmester Gert Jørgensen glæder sig over udviklingen og taler ligefrem om en ”ketchupeffekt”.

– Der er fuld gang i boligudviklingen i Sorø Kommune i øjeblikket, og salget af de kommunale grunde går også rigtig godt. I sidste uge underskrev vi en partnerskabsaftale med Sorø Boligselskabet om flere almene boliger, og der er indtil flere konkrete boligprojekter på vej i kommunen. Vi oplever et momentum, som man skal helt tilbage til de glade 0’ere for at finde mage til. Det er meget glædeligt. Der er nærmest tale om en ketchupeffekt, hvor udviklingen længe har siddet fast, men hvor der nu virkelig er ved at komme fart over feltet, siger borgmesteren.

Sæt Sorø på menuen
I denne uge starter Sorø Kommune kampagnebilen og tager på besøg på en række store sundhedsarbejdspladser i nabokommunerne for at komme i dialog med sundhedspersonalet og skabe opmærksomhed om Sorø som et attraktivt sted at bo, ikke mindst hvis man arbejder i sundhedssektoren.

Vækstkonsulent i Sorø Kommune, Ole Hilden, siger:

– Rigtig mange kommuner gør sig til over for tilflytterne fra især København. I denne uge har vi valgt at sætte fokus på en anden målgruppe, som har nogle helt klare fordele ved at interessere sig for Sorø. Hvis man arbejder i sundhedssektoren og bor i Sorø, så har man adgang til rigtig mange jobs inden for en meget overskuelig pendlerafstand. Udviklingen i sundhedssektoren med det store nye psykiatrihospital i Slagelse og supersygehuset i Køge gør Sorø til et helt oplagt sted at bo, hvis den ene eller begge ægtefæller arbejder i sundhedssektoren.

Med i kampagnebilen har bosætningskonsulenten en stor stak oversize menukort, der så at sige sætter Sorøs herligheder på menukortet.

– Vi lever i en tilvalgskultur, hvor folk sætter pris på at kunne plukke frit fra menuen og sammensætte deres liv efter deres egne ønsker. Det har vi leget lidt med, så på Sorø-menukortet kan man vælge alt fra ”familiebolig med have” eller ”byg selv” til ”fællesskaber”, ”specielt for børn” eller ”det sprøde tilbehør,” siger Ole Hilden.

Sorø på menuen-kampagnen løber hele ugen og besøger de største sundhedsarbejdspladser i nabokommunerne.

Om boliger i Sorø
Boligsalget i Sorø steg med 45 procent i 2015, iflg. tal fra Væksthus Sjælland.

Sorø Kommune og Sorø Boligselskab har netop indgået et partnerskab, som bl.a. vil medføre 60-65 nye almene boliger i Sorø-området. Mere er på vej, herunder også i Dianalund.

Kommunens eget grundsalg går strygende. På få måneder er halvdelen af den nye udstykning Klokkergården solgt. Samtidigt oplever kommunen en stigende opmærksomhed fra private investorer med interesse for boligudvikling.

Sundshed figuren fra Sorø på Menuen