DN i Sorø har sendt et læserbrev om en kommende debataften om MRSA. Som svar til DN har svineproducent Niels Aagaard Jørgensen skrevet dette læserbrev:

Danmarks Naturfredningsforening i Sorø indkalder til møde om MRSA med den misvisende overskrift ”Ingen MRSA-fri besætninger i Sorø”. Det får sikkert mange til at tro, at så har alle svinebedrifter i Sorø MRSA. Men det er ikke rigtigt.

Det er nemlig ikke alle besætninger, der er testet.

Derfor kan man ikke konkludere at de svineproducenter, der ikke er på listen over MRSA-fri besætninger, har MRSA. Det er en simpel fejlslutning. Og det er med til at skabe usikkerhed i befolkningen.

En meningsløs liste
Listen over de svinebesætninger, der ikke har MRSA giver altså langt fra et dækkende billede af situationen.
Listen er et øjebliksbillede af, hvordan det så ud i nogle bedrifter i 2011 og for et år siden. Vi ved, at MRSA CC398 flyttes med både mennesker og dyr. Derfor kan der være helt andre besætninger, der er smittet i dag. Og samtidig kan besætningerne være fri for smitte i dag.

Den MRSA-liste der for nylig er offentliggjort er meningsløs og med til at forvrænge en vigtig debat.

Resistens er et problem vi som samfund skal tage alvorligt. Men det gør vi ikke ved at hænge landmandsfamilier ud. Hvis MRSA virkelig udgjorde en stor sundhedsrisiko for min familie og mine ansatte, så var jeg den første til at drage konsekvensen. Men vi håndterer MRSA og andre risici med vores retningslinjer for god hygiejne. Ligesom vi håndterer andre faktorer, der måtte udgøre en risiko for et godt arbejdsmiljø.

Debatten om, hvordan vi håndterer MRSA er vigtig, men det ville klæde DN i Sorø, hvis de havde inviteret andre oplægsholdere end Keld Hansen. En debat med kun ét synspunkt bliver alt for ensidig.

Niels Aagaard Jørgensen
Svineproducent
Nyrupvej 76
4180 Sorø

Fakta om MRSA