Handicaprådets handicappris uddeles hvert år i forbindelse med FN’s Internationale Handicapdag. Det sker den 3. december kl. 16-17.30 på Lundebo i Dianalund.

Sorø Musiske Skoles elever uropfører forestilling
I år har Handicaprådet inviteret Sorø Musiske Skole til at underholde. Under overskriften “Længe leve forskelligheden” har elever fra Teaterlinjen sammen med lærer Annette Hammers Ludvigsen skabt en lille forestilling til lejligheden, der handler om at rumme hinanden og om ikke at være bange for dem, der er anderledes. Rytmisk Fokuslinje åbner og lukker forestillingen med koncertindslag før og efter teaterelevernes optræden.

“Vi fik i Handicaprådet idéen at kontakte Sorø Musiske Skole og bede dem om at deltage ved prisuddelingen med et musikstykke, hvor de fortolker de forskelligheder, der skal være plads til i samfundet. Forskelligheder beriger livet og samværet mellem os mennesker,” siger Kirsten Bøge Holst, som håber, at rigtig mange vil komme og overvære uropførelsen af musikstykket. “Vi har ikke selv oplevet stykket, så vi er meget spændte på, hvad Sorø Musiske Skoles elever har fået ud af at fortolke værdien af, at vi alle er forskellige,” tilføjer hun.

blomsterHandicapprisen er både en opmuntring og et klap på skulderen
Sidste år modtog Hjerneskadeforeningen Vestsjælland i Sorø Handicapprisen. Formanden for den lokale forening, Lise Kiving, fortæller, at det var en stor overraskelse at modtage prisen. “Handicaprådet havde inviteret os til arrangementet sidste år, og jeg var slet ikke forberedt på, hvad der skulle ske. Kirsten bad vores kasserer, Bjarne Petersen, og mig om at komme frem, og det viste sig, at pårørende til en af vore medlemmer havde indstillet os til prisen. Det var en stor ære at modtage Handicapprisen,” siger Lise Kiving.

På spørgsmålet om, hvad prisen har betydet for arbejdet for senhjerneskadede borgere i Hjerneskadeforeningen, kan Lise fortælle, at alle i lokalforeningen, både medlemmerne, de frivillige og bestyrelsen, glædede sig over denne anerkendelse af alt det, der lægges i det frivillige arbejde. Og det gav, ud over en positiv omtale og opmærksomheden i offentligheden, alle i foreningen følelsen af, at den indsats, der lægges i foreningsarbejdet, bliver anerkendt. “Vi følte, at vi fik et stort klap på skulderen, da vi modtog prisen,” siger Lise Kiving.

Alle er velkomne
Handicaprådet håber, der vil komme mange til årets prisuddeling på Lundebo. Der bydes i år således både på underholdning ved Sorø Musiske Skoles elever og uddeling af årets Handicappris, som skal gives til én (eller flere), der har gjort en speciel indsats for borgere med en psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse i Sorø kommune.

Tid og sted
Prisuddelingen finder sted torsdag den 3. december kl. 16-17.30 på Lundebo, Ventemøllevej 30 i Dianalund. Handicaprådet byder på kaffe og kage, og Sorø Musiske Skole står for underholdning.

Tilmelding og kontakt
Tilmelding til formand for Handicaprådet Kirsten Holst på e-mail: kiho@soroe.dk eller telefon: 30 63 73 46.