Sommerens sidste jazztoner i Sorø er klinget af. Nu begynder forberedelserne til næste års Sorø Jazzfestival i ugen fra søndag 24. juli til søndag 30. juli 2016.

Punktum for en hel uges intensiv jazzmusik blev søndag sat foran en fyldt sal på Sorø Kunstmuseum, da Sorø Jazzfestivalens amerikanske gæst Phil Markowitz som festivalens uigenkaldeligt sidste ekstranummer gav en fortryllende udgave af ”Someday my Prince will come” – den iørefaldende smukke valsmelodi, som i 1937 blev skrevet til Walt Disney’s ”Snehvide og de syv små dværge” og siden i 1961 sat på jazzens repertoire af Miles Davis.

jazz, jazz, jazz… her tre af årets musikere, Mads la Cour, flygelhorn, Daniel Franck, bas, og Claus Waidtløw, tenorsax.

Med den hængende i ørerne takker festivalarrangørerne publikum, musikere, spillesteder, fonde, sponsorer og samarbejdspartneren Klassisk i Sorø for nok en varm og vellykket jazzfestival i Sorø. Godt 60 musikere spillede en snes koncerter på 14 forskellige spillesteder fra nord til syd i Sorø kommune og henved 3000 mennesker kom og lyttede.

I stilheden der for en stund har sænket sig over Sorø, spekuleres der allerede over næste års jazzprogram. Der er på forhånd tilkendegivet så stor velvilje fra spillesteder og bidragydere, navnlig Sorøs kommunalpolitikere, at der med helt overvejende sandsynlighed igen kan arrangeres jazzfestival i 2016. Det bliver i ugen fra søndag 24. juli til søndag 30. juli. Desuden planlægges et mindre vinterjazzprogram i februar.

 

Ris og ros, forslag og kommentarer modtages gerne. Du er velkommen til at skrive til jazz-tilrettelægger Allan Aistrup (aa@jeronimus.dk)