PROPA (Prostatakræftforeningen) Lokalgruppe Vestsjælland og Kræftens Bekæmpelse Sorø Lokalforening inviterer til et temaarrangement mandag den 5. oktober kl. 14-16.

Mindst 300.000 danskere er generet af vandladningsproblemet ”utæthed” = ufrivillig urinlækage = inkontinens. Man skønner, at ca. 15 % af alle kvinder og ca. 5 % af alle mænd er plaget af dette problem. Inkontinens efter operation for godartet prostataforstørrelse ses hos ca. 1 – 2 %, mens det er noget hyppigere efter operation for prostatakræft.

En ny skandinavisk undersøgelse viser, at ufrivillig vandladning er et udbredt problem blandt ældre mænd. 32 procent af de danske mænd over 55 år lider af urininkontinens i mindre grad, mens 7 procent lider af ufrivillig vandladning i ”stor grad”. I undersøgelsen oplyser 65 procent af de danske mænd med inkontinens, at de ikke har talt med deres læge om problemet, og det er ikke noget, de taler med venner og familie om.

Det er lidelser, som mange ikke taler med andre om – heller ikke deres egen læge. Det er ærgerligt, da mange vil kunne hjælpes med de rette midler, hvilket i høj grad kan forbedre den enkeltes sociale liv og dermed øge livskvaliteten.

Emnet er et af de store tabuer, så kom derfor og få orientering og vejledning, så flere kan bidrage til at nedbyde tabuet og give viden videre til andre om dette ømtålelige emne.

Der vises forskellige hjælpemidler, og for mændene en omtale af forskellige kirurgiske behandlinger.

Oplægsholdere: Kontinenssygeplejerskerne Annette Christiansen og Janne Jensen fra Sorø Kommune vil stå for orientering og vejledning.

Sted: Værkerne, Frederiksvej 27, 4180 Sorø.