pedersborg-skole-skilt-300x22016.000 skoleelever dyster i samarbejde, kreativitet, og naturfaglig viden. Igen i år mødes lærere og elever til Naturfagsmaraton i lokale sportshaller over hele landet.

Til Naturfagsmaraton den 22. april i Sorø lægger Pedersborghallen gulv til en konkurrence om at finde de smarteste løsninger på opgaver inden for naturfag og teknologi.

Naturfagsmaraton arrangeres af Naturvidenskabernes Hus og er et undervisningsforløb for særlig 5. og 6. klasser i hele landet, der skaber stor læringslyst og glæde for naturfag hos eleverne. Her får elever og lærere erfaringer med undersøgende og praktiske opgaver, som styrker elevernes motivation for at lære mere i naturfagene. De fleste kommuner deltager i konkurrencen med en hel sportshal fuld af elever, der i flere uger har forberedt sig til den store dyst.

Børnene ankommer kl. 8 på konkurrencedagen og arrangementerne åbnes kl. 9.00. Pressen er velkommen mellem kl. 9 og 13 på dagen som emmer af aktive børn, der arbejder og har det sjovt med naturfag.

Rumfart, musefælder og affald
Naturfagsmaraton består af ti opgaver, der alle motiverer eleverne med krav om samarbejde, kreativitet og naturfaglig viden. I år er der to særlige opgaver om rumfart i anledning af den første danske astronaut, Andreas Mogensen, der drager på sin første rummission til den internationale rumstation ISS i september 2015.

Eleverne skal også konstruere en bil, der kan køre længst muligt på kraften af en fjeder fra en musefælde, og de skal dyste på viden om affaldssortering og opfinde en maskine, der kan sortere låg fra forskellige beholdere.

Naturfagsmaraton kræver en dygtig lærer
– Vi er glade for, at de mange deltagende lærere har vist, at de tør kaste sig ud i ukendte naturfaglige problemstillinger, i stedet for at kende svarene i forvejen. Det fælles arbejde med at løse naturfaglige problemer træner en vigtig problemløsningskompetence hos eleverne, som Naturfagsmaraton kobler med naturfaglig viden, siger projektleder Janus Halkier fra Naturvidenskabernes Hus og fortsætter:

– Det er ikke uden grund at forløbet kaldes et maraton. Det er et langt, omfattende forløb, og det kræver grundig forberedelse og vedholdenhed at gennemføre. Derfor er vi rigtig glade for, at så mange ambitiøse lærere kaster sig ud i det. Og det er da også vores erfaring, at oplevelsen er stor og forløbet gør det nemmere for lærere og elever at arbejde med nye naturfaglige problemstillinger fremover.

En helt ny mulighed for lærerne er Halvmaraton, som er en variation til de lærere, som gerne vil fordybe sig i færre af de praktiske opgaver, eller til førstegangsdeltagere.

Fakta om Naturfagsmaraton
• Naturfagsmaraton har eksisteret i 11 år og arrangeres af Naturvidenskabernes Hus, som er et udviklings- og besøgscenter i Bjerringbro
• I dette skoleår deltager 35 kommuner med i alt 39 arrangementer og cirka 16.000 elever
• Naturfagsmaraton er støttet økonomisk af Lundbeckfonden, Grundfos og Undervisningsministeriet
• Se vedlagt oversigt over arrangementer i hele landet
• Læs mere på www.naturfagsmaraton.dk