foto 4
Johanne Christensen

Når Sorø Erhverv i næste uge for tredje år i træk deltager i landets største jobmesse, Karrieredagene, i Odense og København, vil de studerende blive mødt af mere end bare flotte ord om jobmulighederne i det vestsjællandske. Med på Sorø Erhvervs stand er nemlig Johanne Christensen, virksomhedskonsulent i Sorø Kommune.

Johanne Christensens kendskab til Sorø Kommune går præcis ét år tilbage: På sidste års Karrieredage besøgte hun Sorø Erhvervs stand og fik en god snak om jobmuligheder i Sorø. Efterfølgende søgte hun en stilling i Sorø Jobcenter – og fik den.

– Samtalen på messen gav mig et klart forspring og en fornemmelse af, at min ansøgning ikke blot blev endnu en i bunken. Så når jeg er med på messen i år, er mit budskab til de studerende klart: Networking virker! Samtidig kan jeg så nu som virksomhedskonsulent fortælle de studerende om de mange jobmuligheder, der findes hos virksomhederne i Sorø Kommune, siger Johanne Christensen.

DSC_0003
På sidste års karrieredage viste mange studerende interesse for at høre om jobmulighederne i Sorø-området.

Lokal opbakning
De lokale virksomheder bakker op om Sorø Erhvervs charmetogt og tror på, at den fælles synlighed kan gøre en forskel i forhold til at rekruttere kvalificeret arbejdskraft.

– Vi vil gerne tiltrække dygtige medarbejdere, og vi ser Karrieredagene som en god og anderledes måde for virksomheden at nå ud til en masse potentielle medarbejdere. Vi vil gerne i kontakt med konstruktører og ingeniører vest for Storebælt, da vi har gode erfaringer fra tidligere ansættelsesforhold, siger Bo Priiskorn fra ASA-lift, som er med i Sorø Erhvervs katalog for andet år i træk.

Erhvervschef Niels-Henrik Glisbjerg fra Sorø Erhverv siger:

– Vi kan konstatere at interessen for at arbejde i Sorø er stigende. Studerende vi har hilst på tidligere år, kommer igen for at høre nærmere, når de nærmer sig afslutningen af deres uddannelse. Studerende i Odense kan sagtens se pointen i at søge job i Sorø – der er gode togforbindelser og her ligger mange spændende virksomheder. Så vi glæder til at møde en masse unge mennesker på Karrieredagene og fortælle dem om mulighederne i Sorø.

Fakta
Karrieredagene løber af stablen den 3.-6. marts.
Sorø Erhverv deltager i Odense den 5. marts og i København den 6. marts.
Sidste år deltog ca. 8.000 studerende på Karrieredagene.
18 virksomheder fra Sorø er med i Sorø Erhvervs katalog over jobmuligheder.