Victoria Teatret har nogle ændringer i forhold til det trykte program:

Min søsters børn spilles den 21. og 22. februar & den 1. marts kl. 14.
Mennesker bliver spist spilles tekstet den 28. februar og den 1. marts. Begge dage kl. 18.
Mortdecai (12. – 15. marts) får alligevel ikke dansk biografpremiere. I stedet spilles Teorien om alting – Oscarnomineret bl.a. i kategorien bedste film. Denne film vises også som babybio den 13. marts (læs mere nedenfor).
Samba (2. – 6. april) har fået premieredatoen udskudt. I stedet spilles Mænd og høns.

Den 28. februar i forbindelse med filmen Albert kommer en af dem, der har været med til at animere filmen. Hun fortæller og viser klip fra arbejdsprocessen inden filmen starter (ca. et kvarters varighed).

hawkingTeorien om alting
Det handler om tid. For eksempel den tid, den 21-årige Stephen får at vide, han har tilbage at leve i, da han får diagnosen MND, der langsomt, men sikkert vil berøve ham kontrollen over sine muskler. For Stephen handler det også om den tid, der er gået siden universets skabelse i the Big Bang. Men det handler nok så meget om den måde, vi vælger at bruge tiden på. For Stephen er hans store held, at kæresten Jane ikke har tænkt sig at give op og forlade ham.

Hun insisterer på at gifte sig med ham og være hans kone for så lang tid, som han nu har igen. Til alles overraskelse viser det sig, at de med hendes kærlighed og hans viljestyrke kan trodse lægernes dom. Sammen får de tre børn, Stephen Hawking udgiver banebrydende værker om universets hemmeligheder og bliver en af vor tids mest betydningsfulde videnskabsmænd, og endnu i dag er deres tid ikke løbet ud.

James Marshs film om den geniale Stephen Hawking, ”Teorien om alting”, er lige så meget en film om hans kone, Jane, og om deres kærlighed. Som den stadig mere bevægelseshandicappede Hawking ses Eddie Redmayne, mens Felicity Jones spiller Jane og Charlie Cox deres nære ven Jonathan.