På Diakoniens Dag den 1. februar indbyder Café inTro, Absalonsgade 9, til kirkekaffe efter gudstjenesterne i de lokale kirker. Der er åbent fra kl. 10. Tidspunktet er valgt således, at man uanset gudstjenestetidspunktet kan køre direkte til caféen. Kaffe og småkager er sponseret af de tilsluttede menighedsråd, men der vil også være mulighed for at købe fra caféens normale udvalg af espresso-drikke, bagværk, suppe og håndmadder.

Der vil løbende i åbningstiden blive fortalt om Café inTros historie fra tanke til etableret diakonalt tilbud i Sorøs bymidte.

Det græske ord Diakoni betyder tjeneste. Fra den kristne kirkes allerførste tid har omsorgen for menneskets åndelige og fysiske behov gået hånd i hånd. Jesus selv understregede, at det hører med til troen at give de sultne mad, besøge de ensomme og tage godt imod de fremmede.

De diakonale udfordringer skifter med økonomiske og kulturelle forandringer. I verden i dag er der stort behov for hjælp til flygtninge fra krige og ekstremt vejr. Det er store diakonale opgaver. Specielt i Danmark er der behov for, at ensomme mennesker kan finde gode fællesskaber. Behovet findes på tværs af økonomiske skel, men en svag økonomi kan sommetider gøre det vanskeligere at komme ud af ensomhed. Det er den diakonale opgave, som Café inTro er et folkekirkeligt bud på at løfte.

cafeintro