23 medaljer sikrede 14 kæmpere fra Sorø Taekwon-Do Klub sig ved dette års Swedish Open i Ljungby, Sverige. Mere end 160 deltagere satte hinanden i stævne i kamp, mønster og gennembrydning.

Fire coaches holdt styr på de kæmpende, der ikke kun kæmpede mod deres konkurrenter; men også imod deres egne forventninger og nervøsitet. Sorøs mange kæmpere lagde ud med et par hurtige sejre i mønster, som skabte en god stemning i den danske lejr, hvor deltagerne fra Sorø Taekwon-Do Klub havde selskab af deltagere fra Kolding og Gilleleje. Modet var derfor højt da det kom til kampdelen, hvor der blev gået til den og vist et højt teknisk niveau. Flere af de danskere deltagere fik ros af de svenske dommere for deres indsats og etikette.

Ikke alene fik klubben gennem sine dygtige udøvere mange medaljer med hjem; men på denne tur fik alle kæmpere gode resultater og havde mindst én medalje hængende om halsen på vejen hjem. Det blev til 6 guld, 9 sølv og 8 bronze og med den score blev Sorø Taekwon-Do Klub fjerdebedste klub ud af 21 foreninger, hvoraf nogle endog stillede med svenske landsholdskæmpere.

De danske kæmpere kan dog ikke hvile for længe på laurbærrene, for i november skal de igen forsvare Sorøs navn i klubbens eget Danish Cup, som afvikles i Sorø Hallerne.

stk stk2 stk3