Bliver man dum og asocial af at spille computer? Det er spørgsmålet i et foredrag med Thomas Bense, som du kan opleve på Sorø Bibliotek onsdag den 19. november kl. 19. Der er mange fordomme og endnu flere meninger om, hvad computerspil er, hvad de gør ved en, og hvad de ikke gør for en. Så tag din mor eller far, bedstemor eller bedstefar i hånden og kig ind på biblioteket til en spændende aktuel debat.

Thomas Bense er blandt andet manden bag Pixel.tv, et af de mest besøgte spil websites i Danmark og har gennem mere end 7 år fungeret som spilekspert i GO’morgen Danmark på TV2. Udover at have besøgt adskillige spilstudier og spilmesser rundt om i verden var Thomas også den første til at få e-sport på TV.

Børn er irriterede over, at de voksne ikke forstår deres spil, og forældre frygter, at spil kan have dårlig indflydelse på deres børn. Hvor mange timer må dit barn spille? Hvorfor er der kæmpe forskel på hvilke slags spil, man spiller?  Hvilke færdigheder træner spillene? Hvor er spil på vej hen? Hvad bliver næste store hit? Det er bare nogle af de spørgsmål, som er til debat på biblioteket.

Thomas Bense fortæller om sit syn på computerspil og inviterer publikum til debat og spørgsmål. Desuden vil han medbringe nogle af sine favoritter fra 2014 og fortælle lidt om dem.

Billetterne, som er gratis, udleveres fra d. 5. november på Sorø og Dianalund Bibliotek.

Arrangementet er en del af Nordisk Spil Dag, hvor spil er i centrum på bibliotekerne i hele Norden. Der er også et brætspilsarrangement lørdag den 15. november.

Thomas Bense
Thomas Bense