Er du mand for at foreslå kondom? Fire ud af fem piger vil gerne have, at fyren foreslår kondom. Er du mand for det, spørger Sundhedsstyrelsen i den årlige Kun med Kondom-kampagne, der rammer Danmark i uge 37 og 38. Sorø kommune er blandt de kommuner, der bakker op om sikker sex-budskabet.

Antallet af klamydia-smittede falder stadig i Danmark – også blandt de unge. Men kondomet er stadig vigtigt, hvis du vil undgå at blive smittet med en sexsygdom.

– Det er dejligt at se, at flere og flere unge passer på sig selv. Men antallet af klamydia¬smittede unge er stadig højt. Derfor er det vigtigt, at de unge er parate til at foreslå og bruge kondom, når de er sammen med en ny partner, siger Niels Sandø, chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen.

Han peger på, at mere end hver fjerde ung på 25 år har haft en sexsygdom. Samtidig viser Sundhedsstyrelsens undersøgelser, at fire ud af fem piger gerne vil have, at fyren foreslår kondom. Omvendt vil drengene gerne bruge kondom, hvis pigerne foreslår det, og de har det ofte med i baglommen. Men de foreslår det ikke så ofte selv.

– Vi vil med årets kampagne skabe opmærksomhed om, at den enkelte pige ikke står alene med ønsket om at bruge kondom. Det vil de allerfleste både piger og drenge faktisk gerne, siger Niels Sandø.

Derfor inviterer Sundhedsstyrelsen lige nu unge til at være med til at finde Danmarks sejeste måde at foreslå kondom på. Det foregår på facebook.com/kunmedkondom, og præmien for det bedste forslag er et gavekort på 1000 kr. til tøjkæden qUINT/qUINTESS.

Sundhedsplejen i Sorø Kommune bakker op om kampagnen. Det betyder, at nogle skoler får besøg af sundhedsplejen i forbindelse med kampagnen i uge 37 og 38, hvor der samtidig undervises omkring prævention. På andre skoler lægges undervisningen i forbindelse med den nationale uge 6.

Se mere info på www.uge6.dk.

kondomer