Den budgetaftale som netop er indgået mellem C, V, O, B og Ø sætter handling bag de store ord i den Vision og Planstrategi for Sorø Kommune, som byrådet ventes at vedtage senere på året.

Der er ikke sparet på de store ord i den vision for Sorø Kommune, som byrådet behandler til november. Og med den netop indgåede budgetaftale sættes handling bag ordene. Budgetaftalen lægger sig tæt op ad visionen og udviklings- og planstrategiens stærke fokus på at udvikle kommunen, så den bliver endnu mere attraktiv for børnefamilier og erhvervsliv.

Fokus på børn og erhverv
Børn, familier og erhvervsliv er de store vindere i den budgetaftale, som fem af byrådets syv partier (C, V, O, B, Ø) netop har indgået i Sorø Kommune.

Der investeres i legepladser, multibaner, idrætsfaciliteter og naturvejledning. Der bygges ny skole og etableres nyt vuggestuetilbud. Desuden igangsættes forundersøgelser omkring etablering af svømmehal og udvidelse af eksisterende idrætsfaciliteter.

Erhvervslivet kan glæde sig over, at dækningsafgiften fjernes, og at erhvervsindsatsen styrkes. Samtidig investeres i mobilitet og infrastruktur i form af styrket kollektiv trafik og etablering af en omfartsvej med tilhørende stiforbindelser.

Budgetaftalen lægger sig således knivskarpt op ad den vision og planstrategi, som netop har været i høring, og som byrådet behandler endeligt til november.

Vilje til at investere i fremtiden
Borgmester Gert Jørgensen siger: – Jeg er meget glad for den budgetaftale, vi nu har indgået. Jeg er glad for, at vi har fået en bred aftale, hvor fem ud af syv partier er med. Det er meget positivt, at vi er så mange, der står bag beslutningen om at investere i fremtiden. Investere i at gøre Sorø Kommune endnu mere attraktiv – både for børn og familier og for erhvervslivet.

– Blandt mine mærkesager har været byggeriet af Frederiksberg Skole, hvor det nu er lykkedes at finde de ekstra midler, der er behov for, så vi bevarer kvaliteten i projektet. Desuden vil jeg da gerne nævne den planlagte omfartsvej og cykelsti ved Dianalund, som et stort og væsentligt anlægsprojekt i de kommende år, siger borgmesteren.

Rolf Clausen (v) siger: – Jeg synes, det er et rigtig godt budget, vi er blevet enige om. Især er jeg glad for, at vi nu fjerner dækningsafgiften. Det har været et ønske fra erhvervslivet i flere år, og nu lykkes det så. Desuden glæder det mig, at vi afsætter nogle midler til inklusion i folkeskolen. Skolerne skal løfte meget i disse år, så det er godt, at de får nogle ekstra midler.

Lars Schmidt (o) siger: – Det er et budget med nogle visioner for, hvad vi vil i Sorø Kommune. Vi ser fremad, ser på mulighederne for at bygge en svømmehal og udvide hallen i Dianalund. Og så har vi valgt at støtte Naturpark Åmosen, som i mine øjne er et vigtigt projekt i forhold til at sætte Sorø Kommune på landkortet.

Pia Hvid (b) siger: – Det vigtigste for mig er, at vi med budgetaftalen styrker landområderne i kommunen. Både i forhold til bustrafik, mobil borgerservice og omfartsvejen ved Dianalund. Naturen er vigtig i Sorø Kommune, så jeg er også glad for, at vi får styrket naturvejledningen.

Grethe Kistrup Møller (ø) siger: – Jeg er glad for, at vi nu får lavet en fattigdomsundersøgelse, så vi kan blive bedre til at hjælpe de borgere, som har allermest brug for det. Tilsvarende giver den nye borgerrådgiver os en mulighed for hele tiden at lære, hvordan vi som kommune kan blive dygtigere til at møde borgerne. Det synes jeg er vigtigt.

Sådan finansieres aftalen
Investeringerne finansieres af kommunekassen samt gennem lån.

Tidligere års effektiviseringsindsats fortsættes. Med afsæt i KORA-analyserne sættes administrationen og folkeskoleområdet under lup og forventes at give effektiviseringsgevinster senere i budgetperioden. Fra sidste års budgetaftale videreføres rammebesparelser på 4,5 mio. årligt, som der endnu ikke er fundet finansiering til.

Her investerer vi:
Frederiksberg Skole – 18 mio., som lægges oven i det eksisterende byggeprojekt.
Omfartsvej og stiforbindelse ved Dianalund – 25 mio.
Idrætsfaciliteter, legepladser og multibaner – ca. 5 mio.
Etablering af vuggestue i Ruds Vedby – 2,5 mio.

Her finder vi pengene:
15,3 millioner findes i form af lån
23,7 millioner tages i kommunekassen