Om Sorø Kunstmuseums udstilling ”Grundlag. Materialitet no. 2 (jord)”

Af Kasper Støvring

I Johannes V. Jensens roman Kongens fald findes en levende beskrivelse af en slagtning af en hest. Herom hedder det:

”Jorden tog Hovedet først, og saa drev Kroppen bagefter, idet Stivelsen gik af Haserne. Ja… ja Jorden ved nok Besked, skønt den tier stille. Vi har vor Forlov en Tid, og jo gladere vi er, des hellere hopper vi paa den. Men alle Væsner er skabt i Strid med Naturen, paa Trods af Tyngden; Mennesket har endog rejst Forparten fra Jorden og snydt Tyngden for et Par Ben. Gud feder de levende, for at de skal falde des alvorligere til Jorden.”

Jorden trækker i alle levende væsener, og det er i citatet klart nok døden, der kalder. Om netop jorden handler Sorø Kunstmuseums aktuelle udstilling Grundlag. Materialitet no.2 (jord). Det tema sætter en lang række associationer i gang, ikke mindst om døden. ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jord skal du igen genopstå”, hedder det i det kristne begravelsesritual. Jord handler om døden, men jo også om liv, ja, om grundlaget for alt liv. Netop dette aspekt betones af inspektør ved museet, Birgitte Kirkhoff, da Dit Sorø besøger Sorø Kunstmuseum og taler med Kirkhoff om den fascinerende udstilling, hun har haft hovedansvaret for.

Kirkhoff forklarer, at jordens materialitet ikke skal ses som noget dødt, passivt og kontrollerbart. For sten, mineraler og muld har deres eget liv, de opfører sig på sære måder og overskrider ofte vores sanseapparat. Et af de første værker, man præsenteres for på udstillingen, er således en afspilning af den lyd, der fremkommer i kraft af jordens tektoniske bevægelser. Disse er ikke registrerbare for det blotte øre, men i kraft af den manipulerede optagelse, der udgør værket, kan vi høre de voldsomme forskydninger i jordens kerne.

”Med udstillingen vil vi gerne nedbryde skellet mellem subjekt og objekt, mellem mennesket som ånd og jorden som dødt materiale eller som noget, vi kan beherske. Naturen kan ikke beherskes fuldt ud, og heri ligger ikke nødvendigvis en romantisering, men besindelsen på et vilkår. Materialet kommer også med noget selv, alt kan ikke formes vilkårligt, der er begrænsninger. I kunsten ser man f.eks., at en billedhugger på et tidspunkt opdager, at den sten, han arbejder med, ikke kan formes til det, han gerne vil have den formet til. Værket bliver noget andet, end han havde tilsigtet. Dette ’andet’ bestemmer over kunstnerens intention.”

Lillibeth Cuenca Rasmussen, Ana Mendieta, Constantin Hansen. Foto: Léa Nielsen
Lillibeth Cuenca Rasmussen, Ana Mendieta, Constantin Hansen. Foto: Léa Nielsen

”Dog”, fortsætter Kirkhoff, ”har vi også værker, der udgør antiteser til dette tema. Fra vores egen samling har vi Constantin Hansens maleri ”Prometeus danner mennesket af ler” fra 1845, der giver udtryk for det modsatte synspunkt, nemlig at materien kan formes. Maleriet viser, at den græske gud skaber mennesket af ler og puster liv, ånd, i det. Han former mennesket i sit eget billede. Ideen er, at man kan skabe stort set alt af materien.”

Ifølge Birgitte Kirkhoff består vi selv af materialitet, men alligevel er vores kultur præget af opfattelsen af, at vi hæver os over den. Vi er ånd, og materialiteten er død og dum. Vi evner at betvinge den og viser heri vores åndelighed. Men klimakrisen viser, at vi er underlagt jorden, naturen, materien. Desuden er det svært at forklare naturens uforudsigelighed som sproglige størrelser. I det ledsagende katalog til udstillingen påpeger Kirkhoff, at vi til stadighed overraskes af tsunamier, isen smelter, og jordskælv gennembryder menneskers kultur over alt på kloden. Alt dette sker forud for og uafhængigt af sproget. Det er emnet i det nye forskningsfelt ”New Materialism”, der udgør en inspirationskilde for udstillingen. For hvad vil det sige, at mennesket er placeret i en materiel omverden?

”Vi har med udstillingen ønsket at knytte an til feltet ”New Materialism”, fordi der her sker en vigtigt og interessant bevægelse væk fra den traditionelle interesse for sprog og subjektivitet, der i høj grad har kendetegnet humanvidenskaben. Vi vil gerne inddrage naturvidenskaben, netop fordi vores tema fokuserer på det forhold, at det materielle har sine egne egenskaber. Vores udstilling er en reaktion på socialkonstruktivismen, altså på ideen om, at vores omverden er skabt af rent menneskelige begreber og kun eksisterer som sprog.”

Det lyder abstrakt, men det fine ved udstillingen er netop, at den giver særdeles konkrete, ja, håndfaste eksempler på materialiteten, hvilket bl.a. fremgår af forskellige genstande, Kirkhoff viser mig, og som er udlånt af Geologisk Museum.

”Vi har samarbejdet med geofysikere og med Geologisk Museum, som efter min mening er et af de fineste museer i landet. Bl.a. har vi en meteorit på udstillingen, der er ældre end jorden. Det er det ældste materiale, der findes på jorden overhovedet. Meteoritten faldt ned i Mexico i 1969 og kan dateres til at være 4,567 milliarder år gammel. Dens partikler er formentlig størknet, mens de svævede i solsystemets spæde gasskyer, og derfor har meteoritten faktisk dateret solsystemets alder. Derudover er der stjernestøv i den. Vi viser også et af de tidligste eksempler på liv i grønlandsk skifter, som er 3,7 milliarder år gammelt. Vores fortid har i det hele taget aflejret sig i form af arkæologisk materiale. Klodens fjerneste fortid, fossiler, sedimenter og mineraler, graves frem og studeres af geologer, og vi viser også den slags på udstillingen. Det er meget interessant at arbejde med dette lange, tidsmæssige perspektiv.”

Tilsvarende kredser udstillingen om det forhold, at vores kroppe ikke er afgrænsede enheder. Bakterier påvirker vores kroppe, hvilket kan have politiske og økonomiske konsekvenser. Kroppen rummer i sig selv mineraler (i tænder, knogler og blod), og disse bestanddele indgår i jorden i form af jern, kalk, zink osv. Der er ikke noget skarpt skel mellem menneske og jord. Og som vi ved: Til sidst nedbrydes vi selv og indgår som en del af jordens kredsløb. Mennesket er også et stykke biologi og bliver med tiden til den sorteste muld.

Richard Long, Stig Brøgger, Per Bak Jensen. Foto: Léa Nielsen
Richard Long, Stig Brøgger, Per Bak Jensen. Foto: Léa Nielsen

En ledetråd i udstillingen er, at også kunsten er knyttet til jorden, ikke kun i den elementære forstand, at dens bestanddele – mineraler til farvepigment, sand til glas, sten og træ til skulpturer osv. – indgår i kunsten. Også landskabet har været et motiv i kunsten, og i den såkaldte ”Land Art”-bevægelse går kunstneren ud i naturen og arbejder der. Kunstneren arbejder ikke kun i naturen, men også i en direkte forstand med naturen. F.eks. ved at lave indhug i klippevægge eller male direkte på jorden. Flere af de udstillede værker, af bl.a. danske Stig Brøgger, tilhører denne bevægelse. Udstillingen rummer således værker fra guldalderen til 1960’ernes ”Land Art”-bevægelse og frem til i dag. Også forfatteren Amalie Smith bidrager med litterære tekster til udstillingen.

Jeg spørger Birgitte Kirkhoff om udstillingen også er en slags kommentar til tendenser i tiden. Vi er blevet meget mere mobile, vi krydser konstant grænserne, stedforankring er ikke så vigtig, hævdes det: ”Vi har fødder, ikke rødder”, som et slogan lyder. Vi lever i høj grad virtuelt i kraft af kommunikation på internettet. Måske savner vi jordforankring, substans og tyngde?

”Ja”, svarer Kirkhoff, ”og flere værker på udstillingen kredser om dette. F.eks. har vi et værk af Lilibeth Cuenca Rasmussen, der handler om et bestemt sted, i dette tilfælde Stevns. Hun er af blandet etnisk herkomst og prøver konkret at skabe jordforbindelse til Stevns, hvor hun voksede op. Hun har lavet et ritual, hvor hun bl.a. gik med blodige fødder på kalk. Der ligger også heri et spørgsmål om, hvad danskhed er. Ideen er, at kultur ikke bare er sprog, holdninger og værdier, men også noget tingsligt, der ikke har med begreber at gøre. Vi vil i det hele taget gerne vende os væk fra 1980’ernes store optagethed af det kunstige, for vi er også kroppe, vi er levende biologiske væsener, materielle”, siger Kirkhoff.

Tidsånden handler meget om identitet, om at høre til på et bestemt sted, en bestemt plet på jorden. Vi kender det fra udtryk som ”blod og jord”. Det kan være udtryk for et alment menneskeligt behov, men det kan måske også være farligt, politisk set?

Ismar Cirkinagic
Ismar Cirkinagic. Foto: Léa Nielsen

”Der er jo masser af geopolitiske emner, der kredser om det spørgsmål”, svarer Kirkhoff, ”vi udstiller et værk af den bosniske kunstner Ismar Cirkinagic, der tematiserer krigen i Bosnien. Værket indeholder bl.a. en pose med jord fra en massegrav. På den måde rummer jorden både forbrydelsen og er på en måde også vidnesbyrd om den. Det er et farligt, destruktivt aspekt af jord og territorialitet. Men mere positivt ser man en optagethed i tiden af sådan noget som økologi og bæredygtighed.”

Udstillingen giver anledning til den slags tanker og mange andre. Ønsker man at se udstillingen på Sorø Kunstmuseum skal man dog skynde sig, for den lukker den 5. maj. I mellemtiden kan man gå på den vandretur gennem universets historie, som museet har udarbejdet sammen med geofysiker Bo Holm Jacobsen.