Tandlæge Mette Rindal fra Sorø har vundet konkurrencen ”Danmarks Bedste Chef” med mere end halvdelen af stemmerne. Hun har modtaget en check på 10.000 kroner og et diplom fra HK/Privat.

Mette Rindal konkurrerede med Frank Haugaard, der er bureauchef i SAS Travel Center, og Torben Andersen, der er filialchef i Arbejdernes Landsbank i Århus city. Vinderen blev kåret ved afstemning på hkleder.dk, hvor godt 4000 har stemt.

Mette Rindal fik 52 % af stemmerne, Torben Andersen 30 % og Frank Haugaard 18 %.

Det er de ansatte på klinikken i Sorø, der har indstillet Mette Rindal til konkurrencen, og de fremhæver, at hun er god til at lytte og inddrage dem i den daglige planlægning. Samtidig prioriterer hun deres efteruddannelse meget højt.