Sorø Museum har i årets løb haft fokus på tro og overtro samt over- og underjordiske væsener. Ved udgangen af året er det endelig nissernes tur.

Fredag den 26. november 2010 kl. 17-21 kan du komme på aftenbesøg og lære ting, du måske ikke vidste, om jul og nisser. Du kan bl.a. deltage i en nisse(skatte)jagt på museet på Storgade 17, 4180 Sorø. Der er fri entré.

Nissen er oprindelig kendt fra nordiske folkeeventyr. Oftest illustreret som et relativt lille væsen med langt skæg og en spids hue. I vore dage er nissen primært forbundet med julen, men tidligere fortalte man historier om både gårdnisser, skovnisser og kirkenisser, som kunne være både hyggelige og uhyggelige.

Nissen er den skandinaviske variant af de romerske husguder, der optræder som beskyttende ånder for matriklen, hvis man ofrer mad og drikke til dem. Nissen holdt traditionelt til i huse, stalde og lader, hvor han tog sig af husdyrene. Til gengæld krævede han grød til højtider. Hvis han ikke fik en god behandling, kunne han gøre stor skade. Men som regel nøjedes han med at drille lidt.